EM-klumme af Ståle Solbakken
Store nationer bliver som regel bedre gennem en slutrunde. Vi har set det med Tyskland - og nu også med ... Island.
Nej, Island er ikke et storhold, men den lille nation spillede mod England sin bedste kamp ved EM, synes jeg. Hvor spillerne i de andre kampe - især mod Ungarn og Østrig - blev meget trætte og trykket langt tilbage, klarede de mod England meget bedre at holde på bolden. Og Island var jo stort set i kontrol kampen igennem.
Det var imponerende, og det er imponerende, at holdet efter en svær optakt til EM, hvor man blandt andet tabte og så rigtig skidt ud mod Norge, nu bare er blevet bedre og bedre. Islands bedste spillere har været rigtig gode på det seneste, og det hele er baseret på et perfekt zonespil rent defensivt, hvor alle ved, hvad de skal gøre.
Det er enormt stort, hvad Island præsterer. Kvalifikationen til EM var flot, og man har nu spillet fire kampe uden at tabe. Men nej, det er endnu ikke større end Danmark i 1992.
Det er noget andet at vinde over Frankrig, der dengang var det helt store, og senere Holland og Tyskland for at vinde titlen. Og jeg synes også stadig, at Grækenlands sejre over Frankrig og Portugal ved EM i 2004 stikker ud, men Island er bestemt blandt de tre-fem største præstationer i EM-historien med det, de har gjort indtil videre.
Nu gælder det så Frankrig på søndag, og der tror jeg, det stopper. Frankrig har langt flere matchvindere end England - jeg tror simpelthen ikke, at Island holder til den kvalitet, spillere som Griezmann, Pogba og Payet kommer med.
Men det, vi ved, er, at Lagerbäck kommer til at stille med de samme elleve spillere og med den samme taktik, hvor man vil prøve at udnytte Frankrigs fejl.
Der er ikke mange trænere, der står så fast på deres koncept, som han gør, og det er for det meste en styrke. Og i holdets lejr de kommende dage behøver man stort set ikke træne. Der er måske nogle små taktiske justeringer, men derudover handler det om restitution, om at spise rigtigt og holde ben og hoveder friske.
For mig er der to islændinge, der især stikker ud: Ragnar Sigurdsson, som jeg selv har trænet i FCK, og Gylfi Sigurdsson. De var outstanding mod England, og det er meget sjældent, at man ser en spiller med 10-tallet på ryggen, som Gylfi Sigurdsson har, være så stærk i duelspillet og lave et så helt igennem helhjertet defensivt arbejde gennem alle 90 minutter i alle kampe.
Og Ragnar Sigurdsson viste mod England det, jeg husker fra ham i hjemmekampe mod Galatasaray og Juventus i Champions League, nemlig at han i de her store kampe kan ramme et niveau, der er helt utroligt, når han holder sin koncentration. Det sidste kan nogle gange være hans svaghed, men han er en mand til de store kampe.
Jeg har egentlig en løs aftale med ham om, at han skal tilbage til FCK efter den netop afsluttede sæson. Det har han sagt flere gange, at han gerne vil, men jeg føler, at den aftale bliver løsere og løsere og er ved at glide ud af hænderne på mig i takt med det, der sker ved EM.
Han kunne godt være en spiller, som mange Premier League-klubber ville overveje som en suppleringsspiller til forsvaret. At spille sådan en kamp mod netop England er det bedste udstillingsvindue, man kan få, for englændere er ofte sig selv nærmest. Der er dog også den ting omkring ham, at han spiller i en meget rig klub, Krasnodar, hvor han tjener rigtig godt.
De to 1/8-finaler mandag aften, Spanien-Italien og England-Island, blev for mig også billedet på, at de trænerstyrede hold klarede sig bedre end de spillerstyrede hold. Man kunne simpelthen se, at Lagerbäck og Conte styrede Island og Italien, hvorimod spillerne styrede mere hos Spanien og England.
England og Spanien spiller alt for frit. Alle spillere gør, hvad de vil ude på banen. Så bliver konceptet for dårligt. Og hvis det ikke kører for holdet, må man have noget at falde tilbage på. Det kørte ikke for Italien mod Sverige, men da vidste alle, hvad de skulle lave defensivt. og så udnyttede man de fejl, der opstod. For Island kørte det ikke mod Ungarn, men de spillede godt forsvarsspil og fik deres point.
Spanien spiller en slags Barcelona-fodbold, men det gik allerede i stå ved VM for to år siden, og det gik i stå igen denne gang, fordi de spiller alt for langsomt med alt for mange pasninger og alt for lidt i længderetningen. Og det betyder, at modstanderen hele tiden kommer på den rigtige side. Skal du spille den type fodbold, skal du formentlig have Suárez, Neymar og Messi foran dig, men Spanien har ’kun’ Nolito, Morata og Silva, og det er to-tre hak ned i forhold til Barcelona.
Og så synes jeg, at del Bosque var for tro mod sine første 11, for hverken Silva, Fàbregas eller Nolito spillede op til deres bedste. En spiller som Koke kunne måske have lavet noget andet, og hvis man absolut skal spille possession-fodbold, hvorfor spiller man så ikke med Thiago, som måske er den bedste til det af alle, og som er vant til det fra Guardiola i Bayern?
Og tager man England mod Island, spiller de måske den dårligste kamp dér, hvor vi igen så en tendens til, at Rooney vandrer over hele banen og virker helt ude af form. Dele Alli vandrer også over hele banen. Sturridge spiller ude af sin bedste position, som er som forward, og Sterling får genvalg efter meget svage præstationer.
Det skuffende med England er måden, de spiller på. Alle løber rundt, det er svært at se, hvad det er, de prøver på. Jeg har meget stor respekt for Roy Hodgson, som jeg har haft som træner, og som både er en fantastisk træner og person, men det er rimeligt at stille spørgsmålstegn ved hans kampstrategi, hans udskiftninger og hans startopstilling. Det virkede ikke, som om han fandt ud af, hvad hans bedste hold var.
Nu skal England så have ny landstræner, og der er ikke en åbenlys engelsk kandidat. Jeg kan se, at bookmakerne kører på Alan Pardew. Der er også Eddie Howe fra Bournemouth som et alternativ, og jeg synes godt, at han kunne være et bud, men problemet er, at han har nul international erfaring.
Og så skal vi huske, at dette er England, og der kan der godt ske noget så useriøst, som at Alan Shearer sidder i et tv-studie og siger, at han måske kunne være interesseret, og så kan han blive en kandidat, selv om han kun har trænet otte kampe i Newcastle, og da endte man med nedrykning.
Men sådan noget kan englænderne godt blive varme på alligevel.
