KOMMENTAR

Mens Formel 1-folket samles i OL-byen Sochi ved Ruslands sortehavskyst, er det tydeligt, at slutspillet om de sidste ledige sæder i Formel 1-feltet 2016 er i gang.

For Kevin Magnussen er det ikke kun et slutspil i forhold til 2016-feltet - det handler om hele Formel 1-karrieren. Det er lige nu en meget reel mulighed, at Kevin Magnussen må vinke farvel til Formel 1-drømmen - til livsdrømmen - inden for de nærmeste dage. Og han er kun lige fyldt 23 år.

Endnu et år uden at køre løb i Formel 1 vil betyde, at chancen for et comeback ligger mellem ’minimal’ og ’ikke eksisterende’. Sådan går det i Formel 1 - verdens hurtigste sport venter ikke på nogen.

I sidste uge annoncerede Jaime Alguersuari, at han stopper sin racerkarriere. Den spanske Red Bull-kører blev i 2009 den hidtil yngste kører i Formel 1, og han fik et par år i energidrik-gigantens juniorteam Toro Rosso. Han blev droppet efter 2011-sæsonen, og selvom han i forsøget på at komme tilbage har kørt i diverse andre mesterskaber, meddeler han nu, at han stopper som racerkører. Som 25-årig og med håb om at skabe sig en karriere som dj.

23-årige Magnussen må på grund af sin brækkede hånd for tredje løb i træk overlade sit job som McLaren-reserve til Stoffel Van- doorne. Belgieren kan i denne weekend sikre sig GP2-mesterskabet 2015 og dermed gøre sit navn endnu varmere i forhold til McLaren-ledelsen og Formel 1-team med ledige 2016-sæder.

Imens sidder Kevin Magnussen hjemme. En brækket hånd, der under alle omstændigheder snart må være vokset sammen, er en god undskyldning for ikke at kunne køre McLaren-raceren, hvis Fernando Alonso eller Jenson Button skulle blive forhindret. Men det er ingen undskyldning for ikke at være til stede i paddocken i Sochi. At hans management ikke har sendt ham (og sig selv) til det russiske grandprix, er simpelt hen uforståeligt.

Hans konkurrenter i kampen om de få ledige sæder i 2016-feltet er selvfølgelig på plads i Sochi. Vandoorne skal som sagt køre GP2. Esteban Gutierrez, der er storfavorit til det ledige Haas-sæde, er på plads som Ferrari-reserve. Alexander Rossi, der håber på enten et sæde hos Manor eller en reservetjans hos Hass, er her for at køre GP2. Jeg har endnu ikke set Jean-Eric Vergne, der regnes for Magnussens skarpeste rival i kampen om det ledige Renault-sæde, men jeg regner med, at han er her. Og der er stensikkert folk, der repræsenterer franskmanden i paddocken.

Det handler om at positionere sig, skabe netværk, se muligheder – vise man er interesseret. I de seneste uger er Kevin Magnussens Formel 1-muligheder 2016 forsvundet én efter én. Williams forlængede med Valtteri Bottas og Felipe Massa. Force India kører videre med Nico Hülkenberg og Sergio Perez. Romain Grosjean ville ikke vente på Renault/Lotus og snuppede Haas-sædet for næsen af danskeren. Jenson Button forlængede som forventet sin McLaren-aftale. Nu er Lotus/Renault sidste chance for Magnussen, men i stedet for at satse hele butikken på et trods alt ganske lovende Formel 1-sæde, virker det som om modløsheden bare breder sig.

Ét slutspil uden den kører, der mere end nogen af de andre kandidater fortjener en plads i Formel 1-feltet 2016, er ikke særligt flatterende for sporten.

Men det er decideret pinligt for Kevin Magnussens bagland.