KOMMENTAR

Slog Bjerringbro-Silkeborgs taberkultur til igen, eller var søndagens semifinalenederlag til Skjern bare et udtryk for styrkeforskellen mellem de to mandskaber?

Jeg hælder mest til det sidste, for jeg synes, at Skjern er et bedre håndboldhold, og der kan intet indvendes mod deres sejr på 31-25, som giver dem et meget fordelagtigt udgangspunkt inden returopgøret i Silkeborg om to uger. Men det er påfaldende, at Bjerringbro-Silkeborg (BSV) endnu en gang præsterer dårligt, når det virkelig gælder. Klubben har stadig sin første titel til gode, selvom midtjyderne i længere årrække har haft et af ligaens højeste budgetter. Og efter den første semifinale tyder intet på, at de kommer af med stemplet som ’klubben, der aldrig vinder noget’.

BSVerne kom ellers ind til braget mod Skjern med masser af selvtillid efter ni sejre på stribe. Holdet havde ikke tabt siden d. 27. februar, men det gjorde de altså ganske eftertrykkeligt søndag eftermiddag, og det var svært ikke at hæfte sig ved, at flere BSV-spillere virkede rådvilde i den hektiske kulisse, som tilskuerne skabte i Messecenter Herning, hvor Skjern har hjemmebane resten af sæsonen.

Og med BSVs historik in mente er det naturligt at stille sig spørgsmålet, om spillerne blev tynget af kampens betydning - selvom træner Peter Bredsdorff-Larsen har skiftet ganske heftigt ud i spillertruppen og skilt sig af med en del af dem, der i mange år har repræsenteret taberkulturen i BSV.

Pudsigt nok har også Skjern fået høvl fra omverdenen i de seneste år for ikke at levere, når det virkelig gælder, men det ser ud til, at de grønne vestjyder har tænkt sig at gøre op med forestilling i år. Klubben har allerede sikret sig pokaltitlen, de spiller Final4 i EHF Cuppen i den kommende weekend, og med søndagens seks-måls sejr over BSV har de i min bog halvanden lap på finalebilletten og kan skimte den første DM-finale i 12 år.

Hvis BSV skal lave et comeback, kræver det, at flere spillere rækker ud efter deres topniveau. Alt for mange BSVere spillede sidelæns og håbede på magi fra profilerne Sebastian Skube og Nikolaj Øris. Og de to bagspillere leverede også godt, men i længden blev det for let for Skjerns forsvar, når de groft sagt kun skulle holde øje med Skube og Øris. I den modsatte ende spillede Markussen, Mikkelsen, Møllgaard og Klitgaard ekstremt klogt og evnede at splitte BSVs normalt så velfungerende forsvar. Og da Skjerns keepere samtidig klart vandt målmandsduellen, var det logisk, at det endte med en komfortabel hjemmesejr.

Helt ubegribeligt endte det også med, at en flænge til Michael V. Knudsen i første halvleg skabte store problemer for BSV. Den ultravigtige stregspiller burde bare have været en hurtig tur i omklædningsrummet for at blive syet. Men… BSV havde godt nok husket at medbringe lægen, men de havde ikke nål og tråd med. Og de nødvendige remedier kunne åbenbart ikke opdrives i nærheden. Derfor var Knudsen væk fra banen i unødvendig lang tid, inden han blev lappet sammen med noget tape - en konstruktion, som efter hans eget udsagn generede ham resten af kampen og ødelagde hans rytme.

Den episode handler ikke om taberkultur eller andet i den stil hos BSV. Det handler om at tænke sig om. En flænge i en kontaktsport som håndbold? Det kan ikke overraske, at det kan forekomme. Der må I stramme op, BSV. Det er simpelthen for slapt, at det får betydning i en DM-semifinale.