I 2009, 2010 og 2011 stod jeg på en scene i Herning i begyndelsen af januar for at hylde en af dansk sports største navne. Jeg havde checken under armen og var klar til at kindkysse, når prisen som vinder af BTs Guld skulle overrækkes.
Vinderen var Caroline Wozniacki alle tre år. En fantastisk rekord – ingen anden udøver har modtaget den hædersbevisning tre gange i træk. Alle tre år kunne jeg vende blikket op på storskærmen og se Caroline Wozniacki smile sødt, mens hun takkede for prisen fra Australien, hvor hun hvert år gør sig klar til Australian Open.
Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke får lov til at kindkysse Caroline Wozniacki. Mest af alt fordi Lasse Norman Hansen og Tom Kristensen, de to seneste vindere, ikke er oplagte erstatninger til lige præcis den del af præmieoverrækkelsen. Men sådan er det nu engang. Og jeg er i mit stille sind ved at forberede mig på, at jeg igen i år kan ende med at kindkysse mig selv.
Her på redaktionen har vi endnu ikke lagt os fast på de 10 kandidater, som vi udvælger til at være nominerede til BT Guld 2014. Det er en lang og smertefuld proces, hvor et hav af navne og præstationer er oppe og vende. Men jeg tør godt love, at Caroline Wozniacki er på den liste i år. Sådan skal det være, når man har en US Open-finale som årets største resultat. Så er det til gengæld op til de 40 udvalgte idrætsfolk på topplan at afgøre, hvem af de 10 nominerede, der skal have prisen i den sidste ende.
Og her er der forhistorie, der – også – taler til en anden side end den udelukkende målbare. For Caroline Wozniackis 2014 er også fortællingen om en kvinde, der genfandt sig som udøver. Som overvandt en personlig krise efter et kuldsejlet bryllup, der aldrig nåede længere end til invitationerne, og som kom ud markant stærkere på den anden side. Det er med andre ord en rejse, alle kan sætte sig ind i, og som derfor aftvinger respekt – netop på grund af det genkendelige. Derfor er respekten for den sportslige genrejsning også desto større.
Jeg var vild med den attitude, Caroline Wozniacki viste i Singapore i sidste uge. Med aggressivt spil, med vilje og med en brændende ambition. Det var uhyre langt fra hendes sikre, men også lidt kedelige, stil, der blev praktiseret, da hun tronede på verdenstoppen. Jeg ser en kompromisløshed i hende, der rækker langt videre og som kalder på anerkendelse.
Jeg aner ikke, hvordan de 40 sportsfolk fra et hav af idrætsgrene, som vi på BT udvælger til at deltage i det panel, der afgør BTs Guld, vil stemme. Om det er nok, hvad Caroline Wozniacki har præsteret. Om det er Kevin Magnussen, håndboldherrerne, Rikke Møller Petersen eller nogle helt andre. Det er deres valg. Jeg kan bare sige, at det er helt, helt ok med mig, hvis jeg ender med at kindkysse mig selv, når DR-showet afvikles 10. januar i Boxen i Herning.
