KOMMENTAR
Milano-Sanremo er forårsbebuderen i cykelsporten. Alt er lyst og grønt. Med mindre man hedder Peter Sagan. For den slovakiske rytter i stald hos Bjarne Riis - og ikke mindst Oleg Tinkov - er Milano-Sanremo lig med eksamen, og eksamen bestås med en sejr.
Presset er med andre ord enormt på Peter Sagan, der blev hentet til Tinkoff-Saxo for en gigantløn på omkring 30 mio. kr. om året. Den slags penge smider holdets russiske ejer ikke uden at forvente at få forrentet sin kapital, og det skal meget gerne ske i dag.
Milano-SanRemo er på mange måder en relativt simpel størrelse, når det kommer til klassiskerne. Langt som bare pokker (vi taler knap 300 km), men også fladt det meste af vejen, inden de hidsige og legendariske stigninger Cipressa og Poggio indleder den hidsige finale. Men finalen i La Primaverra, som italienerne ynder at kalde løbet, kalder også på klatre-evner, nedkørselsekvilibrisme, sprinterstyrke og ikke mindst koldblodighed. Det er netop den sidstnævnte færdighed, der skulle afpudses hos Bjarne Riis, fordi Peter Sagan for ofte har neutraliseret angreb ene mand og brændt det krudt af, som så manglede på stregen.
Sportsdirektør Lars Michaelsen fortalte mig på holdets træningslejr på Gran Canaria, at Peter Sagans ønske om altid at køre impulsivt skulle tøjles til tider. Den anarkistiske kørestil er ellers skøn at se på, men et bud er da, at Peter Sagan med lidt mere overblik havde vundet netop Milano-Sanremo for to år siden, hvor Gerald Ciolek slog ham på stregen, fordi Sagan forsøgte et fremstød få kilometer før mål. Det skal ikke forstås sådan, at Peter Sagan skal ændres komplet som rytter, men nærmere, at han skal lære, at der på Tinkoff-Saxo er stærkere ryttere omkring ham, som kan lukke nogle af de huller, han tidligere selv brugte kræfter på. Og med tanke på, at den største favorit til Milano-Sanremo er jættestærke Alexander Kristoff og evigt hurtige Mark Cavendish kan der blive god brug for kræfterne til slut.
Det helt store spørgsmål er, om Peter Sagan vokser under pres - eller gør det modsatte. Efter det sammenstød, Oleg Tinkov havde med ham og Bjarne Riis under Tirreno-Adriatico, viste nyindkøbet stor moral og vandt løbets sidste etape, men han ved også, at fokus vil være langt mere voldsomt, når de store endagsløb kommer. Og selv om alle omgivelser er bedre og mere professionelle på hans nye hold, så er Peter Sagan også en tryghedssøgende rytter. Da jeg interviewede ham på Gran Canaria fortalte han, at tiden på Cannondale, hvor han kørte i fire år, var som at være hos familie. Alle kendte alle og heri fandt Sagan stor sikkerhed. Den sikkerhed er udskiftet med en langt større løncheck, men også langt større forventningspres.
