KOMMENTAR

Det ligner en umulig drøm. Bjarne Riis’ ønsker om at skabe et nyt danskbaseret storhold er stødt på alvorlige problemer, hvor den tidligere ejer af nuværende Tinkoff-Saxo er stødt på et klassisk ’catch 22’-problem.

Det er ingen hemmelighed, at Bjarne Riis har været særdeles aktiv i bestræbelserne på at danne et nyt hold. Også før offentliggørelsen af dopingrapporten fra Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund, der netop havde Bjarne Riis som omdrejningspunkt.

Som bekendt kunne man ikke bevise strafbare forhold, der faldt inden for forældelsesfristen, og dermed er Bjarne Riis, trods frustrationer i begge organisationer, fri til at træde ind i sporten igen. Bjarne Riis frygtede indholdet af rapporten, men kunne efter dens frigivelse gå helhjertet ind i jagten på sponsorer.

Mange er blevet kontaktet, og mange har umiddelbart vist interesse for projektet, men her kommer selve problemstillingen: Bjarne Riis har brug for penge til de gode ryttere, men en lang række af sponsorerne vil se rytterne, før de lægger en større sum penge. Og det skaber den fastlåste situation for Bjarne Riis lige nu.

Der er få vennetjenester i en benhård forretningsverden og endnu færre i cykelsporten. Der findes nogle få excentriske rigmænd (Oleg Tinkov, BMC-ejer Andy Rihs og Igor Makarov, der står bag Katusha), men blandt de etablerede firmaer er der få, som vil entrere i sporten med et større millionbeløb uden at være sikker på eksponering i Tour de France, der er sportens altdominerende begivenhed.

70-80 procent af den samlede eksponering, sporten kan levere, kommer i løbet af de tre uger i Frankrig - og det tal vil givetvis kun vokse i takt med, at ASO, selskabet bag det franske løb, har tegnet verdensomspændende tv-aftaler og derfor kan levere en dækning, der er langt større end Vuelta a España og Giro d’Italia.

Bjarne Riis skal altså levere et produkt i verdensklasse, hvis han skal have de store til at lege med. Den udfordring vil stå i omkring 100 mio. kr. i opstartskapital, og den slags penge er der få, der ligger inde med. Især fordi det er en investering, der ikke umiddelbart kommer hjem igen. For der skal løbende betales ind til driften af holdet, der år efter år er afhængig af at kunne hente millioner i sponsorkroner.

Det kan blive svært for Bjarne Riis at stable et nyt danskbaseret storhold på benene uden en excentrisk rigmand som Oleg Tinkov eller Andy Rihs (th.) samte stjerneryttere som Alberto Contador til at agere trækplaster over for sponsorer.
Det kan blive svært for Bjarne Riis at stable et nyt danskbaseret storhold på benene uden en excentrisk rigmand som Oleg Tinkov eller Andy Rihs (th.) samte stjerneryttere som Alberto Contador til at agere trækplaster over for sponsorer. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Det skal derfor være en større udskrivning over en længere periode, en eventuel storsponsor skal lægge. Og det skal være med det formål at skabe en i første omgang europæisk, og i anden omgang verdensomspændende synlighedskampagne. Hvis det udelukkende er Danmark, man vil ramme, kan man nå langt større eksponering på anden vis.

Bjarne Riis har en allieret i Lars Seier Christensen, der er medejer af Saxo Bank. Det personlige venskab mellem de to har med sikkerhed været årsag til, at Saxo Bank har haft et engagement i cykelsporten i de seneste otte år. Men det er ikke venskab alene. Lars Seier Christensen er langt fra naiv, og for ham skal de 35 mio. kr., han i år har brugt på sponsoratet, give adgang til eliten.

Inviterede formueforvaltere fra Wall Street skal have oplevelsen af noget særligt, når man er på Alpe d’Huez eller i Paris, ikke til Post Danmark Rundt, hvis det skal ses som en vare, der kan bruges. Den samme opfattelse har man angiveligt også i bestyrelsen i Saxo Bank, hvor Lars Seier nok har stor indflydelse, men dog ikke kan bestemme alt. Lars Seier har flere gange understreget, at han ikke lægger pengene til et opstartsprojekt, men kunne være interesseret i at hoppe med ombord, når den færdige pakke er præsenteret.

På trods af Oleg Tinkovs bastante udmeldinger, gående på at han da ikke har behov for en co-sponsor til den kommende sæson, kan man ikke afvise, at Saxo Bank fortsætter samarbejdet med Oleg Tinkov, der ved sidste års forhandlinger efter afslutningen i Paris lagde et tungt pres på Saxo Bank for at øge betalingen, hvilket man angiveligt gjorde. For Oleg Tinkov ved, at det kræver penge at hamle op med Team Sky, der igen har vundet Tour de France og konstant er holdet, de andre forsøger at kopiere.

Selv milliardærer kan sætte pris på, at andre betaler millioner til fritidsbeskæftigelsen. Så mon ikke han byder på lidt mere end den gode flaske vin, Lars Seier Christensen i første gang blev sat i udsigt, når de to mødes - det kunne være udkastet til en ny aftale.

Skulle Saxo Bank lave en ny aftale med Oleg Tinkov, vil det være for ét år, fordi Bjarne Riis under ingen omstændigheder - uagtet pengesummen - vil kunne nå at etablere et hold før tidligst til 2017-sæsonen.

Bjarne Riis møder masser af klap på skulderen. Men det bliver ved det. Og dermed kan de ryttere, der kunne tiltrække flere penge, ikke hentes. For nærværende er der ikke meget, der tyder på, at et nyt hold ser dagens lys.