Kommentar

Det er en ret slidstærk og sandfærdig del af fortællingen om Bjarne Riis, at han er en korkprop og en overlever.

At dømme efter de ganske håndfaste forlydender, der har cirkuleret i netværket omkring Riis, kan der være et nyt storstilet cykelprojekt under opsejling under dansk flag. Hans noget bovlamme bodsgang i et TV2 Sport-interview for nylig kunne også tyde på, at kimen er lagt til en ny begyndelse af en slags.

Nyheden vil med garanti vække vild begejstring mange steder. Hvis fænomenet Riis har lært os noget om den danske nationalsjæl, må det være, at det er i orden at snyde, lyve og bedrage, hvis man undervejs sørger for at give folket en på opleveren.

Jeg er gennem årene blevet ringet op af udenlandske kolleger, der spørger for at blive klogere på Riis. Hvad er han for en størrelse, og hvad er hans betydning for cykelsporten i Danmark.

Det korte svar er, at Riis betyder næsten alt og har gjort det, siden han i 1993 for alvor tændte op under Tour-feberen i juli måned ved at kæmpe om en topplacering side om side med mægtige Miguel Indurain, Tony Rominger, Alvaro Mejia og det polske pausekomma Zenon Jaskula.

Hvis Riis var stor, da han stoppede karrieren som aktiv i 1999, voksede han næsten synonymt sammen med dansk cykelsport i 15 år som holdejer og leder på et af cykelsportens største og mest succesfulde mandskaber.

I dag ved vi, at Riis dopede sig som rytter. Også mere og tidligere end de fleste af konkurrenterne, tør jeg godt sige for nu at imødegå påstanden om, at alle snød lige meget og derfor ikke snød rigtigt alligevel. Troen på, at lige børn legede bedst, da Riis eliminerede sine modstandere som helten i en kung fu-film på Hautacam i vinderåret 1996, er intet andet end en myte.

Vi ved også, at Riis fortsatte sin praksis, da han overtog MemoryCard-Jack&Jones, og transformerede det til et internationalt storhold som Team CSC. Det er senest blevet fastslået og uddybet i den længe ventede rapport fra Anti Doping Danmark (ADD).

Vi kender næppe hele sandheden. For som det blev sagt i forbindelse med offentliggørelsen af ADD-rapporten, udviste Riis ikke den store interesse i at komme helt til bunds i sagerne.

Spørgsmålet er, om det er væsentligt at få afdækket ned i mindste detalje. Om ikke tidens tand har gnavet nok i det. Om vi ikke skal videre. Tilgive og glemme. Den nye regering har nedlagt Irak Kommissionen som en af de første gerninger. Så skulle der ikke bores mere i dét heller, og det er da heller ikke første gang i historien, danskerne vælger at sejle under bekvemmelighedsflag, selv om der Gud være lovet er forskel på sport og storpolitik.

Det er en fin menneskelig egenskab og et grundvilkår af religiøse dimensioner at kunne viske tavlen ren og tilgive. Især over for folk, som har gjort sig fortjent til den gestus.

Der er ingen tvivl om, at mange danskere ønsker Bjarne Riis tilbage for fuld skrue som frontfigur for dansk cykelsport. Ligesom der er mange, for hvem han er en gennemført snydepels og kyniker, der sågar er blevet både rig og berømt undervejs.

Riis deler vandene. Også internationalt, hvor der er vægtige stemmer, der synes, han hører fortiden til. Men for hver en arg modstander er der formentlig lige så mange, der ser pragmatisk på det og kan argumentere for, at Riis ikke er det eneste relikvie fra 1990ernes og 00ernes sorte epoke, som den dag i dag sidder på ledende poster i cykelverdenen.

Andre forsvandt. Walter Godefroot, Riis’ gamle boss fra tiden på Team Deutsche Telekom, trak sig tilbage som cykelhandler i Gent. Bruno Roussel, Festinas gamle orkestrator, holdt sig ude af sporten indtil sidste år, hvor han efter mere end 15 års pause involverede sig i et mexicansk cykelhold. Og Manolo Saiz, ONCEs gamle medicinmand, er først for nylig begyndt at vise sig igen til lyden af den enarmede mands klappen efter sin aktie i dopingaffæren ’Operacion Puerto’.

Bjarne Riis, derimod, har kun været sat uden for indflydelse, siden han i foråret blev fyret af Tinkoff-Saxos excentriske rigmand, Oleg Tinkov. Det har ikke været nogen lang og frugtbar tænkepause. Og man må håbe, Riis ikke har spildt tiden uden for indflydelse. Eller også har han og alle vi andre bare lært, at man skal falde, før man kan gå. Igen.