KOMMENTAR

Var det Bjarne Riis' vej tilbage til cykelsporten, der lige blev 35 millioner kroner længere? Det er en nærliggende tanke efter Lars Seier Christensen tidligere på ugen annoncerede, at han er færdig i Saxo Bank ved årsskiftet. Men jeg er ikke helt sikker på, at det forholder sig så drastisk, for der er ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng mellem Lars Seier Christensens tilstedeværelse og et fortsat engagement i cykelsporten - også med Bjarne Riis som frontfigur.

Nok har Lars Seier Christensen og Bjarne Riis et tæt forhold, men der er ikke tale om, at Saxo-chefen har presset sin bestyrelse til at bruge 30-40 mio. kr. årligt for at tilfredsstille et personligt ønske. I første omgang var det faktisk investeringsbankens anden direktør og storaktionær, Kim Fournais, der tog kontakten til Bjarne Riis for at diskutere et sponsorat og der er en forståelse for, at sponsoratet giver mening, fordi man kan give storkunder en helt særlig oplevelse, når man kan invitere til en tur i sportsdirektørbilen eller tilbyde en træningstur med de største stjerner. Mere knyttet op på Bjarne Riis har involveringen heller ikke været.

Det er også derfor, Lars Seier Christensen efter Vuelta a Espanas afslutning forhandlede hårdt med Stefano Feltrin, der er direktør for Tinkoff-Saxo, for at forlænge aftalen med yderligere et år. Godt nok til en mindre sum end tidligere, hvilket er årsagen til, at der endnu ikke er en aftale. Måske også i erkendelse af, at tiden er ved at løbe ud for Bjarne Riis, når det handler om 2016. Men 2017 - det er en anden snak.

Bjarne Riis har endnu ikke opgivet drømmen om at vende tilbage til cykelsporten på øverste niveau, men er blevet mødt af en række lukkede døre, når han er kommet med sig selv og en stor pose Saxo-penge. Sponsoratet vil holdene gerne have, men en general manager på et givent hold vil givetvis være lidt varsom med at underskrive en aftale, der betyder, at vedkommende skal erstattes med Bjarne Riis. Derfor er fokus efter alt at dømme på 2017, og her er det langt fra utænkeligt, at Saxo Bank vil være en aktiv spiller.

Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Oleg Tinkov næste år gør alvor af sine trusler om at forlade sporten, fordi den grundlæggende forretningsmodel med stærke løbsarrangører og ringe fordeling af tv-indtægter gør det umuligt at lade driften hvile i sig selv. Her kunne Bjarne Riis stå på lur til at overtage resterne, hvis han kan finde en sponsor af større kaliber end Saxo Bank, der ikke har de store ønsker om at være hovedsponsor.

En udfordring kan dog være, at Saxo Bank i løbet af de kommende år regner med at gå på børsen, og her kan investorer måske finde det unødigt, at markedsføringsbudgettet er så stort. Men at Lars Seier Christensen forlader den daglige ledelse betyder ikke nødvendigvis, at båndene mellem Bjarne Riis og den danske investeringsbank bliver kappet over.