KOMMENTAR
Det er et kærligt portræt, DRs Niels Christian Jung har lavet af Bjarne Riis. Med fine stunder og delvise forklaringer på, hvorfor Bjarne Riis kæmper så meget med omgivelserne - og sig selv.
Endegyldige portrætter er i sagens natur ikke mulige at lave. Dertil er mennesker for komplekse. Og Niels Christian Jung forsøger da heller ikke at bilde os ind, at han leverer den endegyldige sandhed om en person, der har tegnet dansk cykling i 25 år og aldrig har været ligegyldig for danskerne. Han understreger igen og igen, at vi er tættere på end nogensinde før (måske også for at overbevise sig selv om det), men alligevel sidder man med fornemmelsen af, at vi har med en mand at gøre, der kan finde ud af at holde på en hemmelighed. Også selv om vi får at vide, at det var en barsk barndom. At der manglede nærvær og kærlighed.
Den hemmelighed handler om doping og dermed også om hele holdets fremtid. Og man får ikke svar på, om Tyler Hamilton havde ret i sine beskyldninger mod den danske holdejer. Bjarne Riis vil ganske enkelt ikke gå ind i den diskussion. Han holder det for sig selv. Det er en rystet champagneflaske, hvor proppen bliver siddende i. Han giver ikke meget for den offentlige skriftestol, må vi forstå.
Jeg er overbevist om, at Bjarne Riis var fuldt ud vidende om, hvad der skete på holdet, når det kom til doping. At han vidste, at hvis dette hold skulle overleve, så skulle man benytte sig af de samme metoder som alle konkurrenterne. Alt andet ville være naivt. Ja, direkte dumt.
Selvfølgelig vil Riis ikke indrømme det. Da slet ikke nu, hvor ADD stadig er igang med undersøgelsen af fortiden - og hvor en karantæne så afgjort er en mulighed. Så gælder det om at krydse fingre for, at man slipper af krogen. Og ikke ret meget andet.
Bjarne Riis benyttede selv doping. I stor stil. Han fik det maksimale ud af det. Skabte en formue stor nok til, at han kunne finansiere det, der blev til et af verdens bedste cykelhold. Og samtidig havde penge til at give sin familie rammer, der er en eksklusiv elite forundt. Vi er med i luksushusene i Danmark, Italien og Schweiz og får endda en ferietur til Maldiverne. Så midt i det fine portræt af en mand, der kæmper med sig selv, kan man ikke lade være med at tænke på, hvordan formuen blev grundlagt. Det blev den på urent trav - og ja, jeg ved godt, at alle de andre også snød. Det virkede for Bjarne Riis, der endda fik solgt holdet til Oleg Tinkov for en ordentlig bunke penge inden vi finder ud af, om han får dom for at have fortsat det urene trav.
Det er da også en bedrift i sig selv.
