KOMMENTAR

Mandag indrømmede Nicki Sørensen overfor BT, at han benyttede sig af doping i sin aktive karriere. Og hamrede dermed en solid pæl gennem Michael Rasmussens argument - lanceret i Ekstra Bladet - om, at dopingundersøgelsen af dansk cykelsport er omgærdet af censur, trusler og beskyttelse af visse navne.

Nej, der var ikke tale om, at ADD og DIF dækkede over noget, for Nicki Sørensens indrømmelse vil også være at finde i den rapport, der kommer på gaden i dag. Men det triste er, at Michael Rasmussen allerede inden offentliggørelsen forsøger at save den midt over.

Jeg har personligt stor tiltro til det arbejde, der er lavet - hvor langsommeligt det end måtte være. Jeg minder også om, at Michael Rasmussen nok har udtalt sig troværdigt og oprigtigt til de relevante myndigheder, men at det skete under truslen om livsvarig karantæne oven på en karriere, der byggede på massivt dopingmisbrug og ikke skyggen af anger. Så når Michael Rasmussen råber op om troværdighed, klinger det en anelse hult.

Rapporten handler ikke om Michael Rasmussen, selv om han er en stor del af den. Ja, rapporten var ikke blevet til noget uden hans hjælp. Næ, den handler om lederne i cykelsporten. Med én altoverskyggende person i centrum: Bjarne Riis.

Så glem alt om, at vi får alle sandheder om alle ryttere, der har fiflet med honningkrukken i de 17 år, undersøgelsen omhandler. Hvis det var tilfældet, ville rapporten ikke være på 100 sider, men på 10.000 sider. Det lægger man ikke skjul på hos Anti Doping Danmark og i Danmarks Idrætsforbund, der har stået for undersøgelsen, og som nu, 2,5 år efter de første afhøringer, er klar med offentliggørelsen.

Min fornemmelse er, at der ikke bliver lagt fingre imellem, men den fulde sandhed - den får vi ikke. Og det skyldes ganske enkelt de forhold, undersøgelsen er foretaget under. Alle de omkring 50 afhørte har fået lov til at udtale sig i fortrolighed, alle har fået at vide, at blev man citeret for noget, fik man lov til at godkende citatet først. Der er altså ikke tale om en retssag, hvor vidner udtaler sig under ed. Håbet er, at rapporten kommer til at give os et grundigt indblik i cykelsportens ageren efter afsløringerne i 1998, hvor EPO-skandalen truede med at begrave Tour de France. Og nok så vigtigt - at sandsynliggøre, hvad Bjarne Riis vidste om dopingmisbrug på sit eget hold, der tog kampen op med mandskaber, der beviseligt krudtede sig i rig målestok - og alligevel var Riis i stand til at levere resultater.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad konsekvenserne bliver for Bjarne Riis og de andre ledere, der er i centrum. Og her er forældelsesfristen naturligvis essentiel. Den er otte år for dopingrelaterede hændelser, hvilket betyder, at fristen går ved begyndelsen af 2005, hvis vi antager, at fristen er gældende fra det øjeblik, man går i gang med undersøgelsen. For ingen er vel længere i tvivl om, at Bjarne Riis vidste, hvad der foregik på hans hold. Bjarne Riis kom med en intensiv viden om, hvordan han selv kunne gå fra holdbar hjælperytter til bjergkonge og vinder af Tour de France. Selvfølgelig lod han den viden gå videre til sine ryttere, der kæmpede mod Alexandre Vinokourov, Lance Armstrong, Jan Ullrich og alle de andre banditter. Spørgsmålet er, hvornår Bjarne Riis stoppede den aktive hjælp.

Nuvel, Bjarne Riis’ skæbne har ikke samme aktualitet nu, som hvis han havde været sportsdirektør under to uger før Tourens begyndelse. Han er allerede en færdig mand i cykelsporten - og et yderligere los til ham vil ikke ændre det store. Det los kommer, er mit bud. Om det fører til karantæne, er jeg mere i tvivl om. Men jeg ser frem til afslutningen på et langstrakt forløb, der om ikke andet kan kaste lys over cykelsportens ekstremt problematiske fortid. Vi mangler bare at kunne håndtere den fortid. Eller rettere - cykelsporten gør. Her skal man beslutte sig for, om fortiden skal tilgives, eller om den skal koste. En ting er sikkert: Den må ikke glemmes.

Du kan hente Anti-Doping-Danmark-rapporten herunder