KOMMENTAR

Det gik galt. Danmark skal ud i to uforudsigelige og risikofyldte play off-kampe for at komme til EM i Frankrig næste sommer. Det skal Morten Olsens mandskab, fordi Portugal og Albanien distancerede dem i en kvalifikationspulje, der burde have været overkommelig. Især set i lyset af en vanvittig nedtur hos det serbiske landshold.

Det kan siges klart og tydeligt. At de rød-hvide ikke formåede at kvalificere sig direkte til et EM med 24 hold, er en falliterklæring af de store. Ikke mindst på grund af den måde, hvorpå det er sket.

At slutte af med en elendig indsats i Parken mod et ganske vist godt fransk B-landshold er det endegyldige bevis på, at det danske landshold er i krise. Stor krise.

Man spørger sig selv, om holdet overhovedet har noget at gøre ved et EM. Det har det ikke, som spillet er netop nu.

At ende bag et hold som Albanien er imod dansk fodbolds selvforståelse, og det burde ikke kunne ske. Heller ikke selv om albanerne har et fornuftigt mandskab. Denne kvalifikationsturnering har været dybt utilfredsstillende. Det understreges blot af, at landsholdet blot var endt som firer i puljen, hvis EM-værterne fra Frankrigs point havde talt med.

Årsagerne har vi været omkring. For få mål og for uinspireret spil. Men der er mere at være utilfreds med, udover spillet, resultaterne og bundlinjen på denne kvalifikationsturnering.

Morten Olsen har heller ikke formået at få den unge generation, som vi i foråret besang så højt, spillet ind på sit hold. For fire måneder siden lignede især Pierre-Emile Højbjerg og Yussuf Poulsen profiler på landsholdet. Søndag aften var ingen af dem i startopstillingen mod Frankrig.

At landstræneren hverken har fået spillet til at fungere, har skabt resultaterne eller har udviklet på sit hold, er et særdeles dårligt tegn inden de to play off-kampe mod en endnu ukendt modstander i midten af november.

Stod holdet ikke foran netop disse to kampe – og havde Morten Olsen ikke allerede sagt sit job op – havde hans job været i stor fare. Men man kan og skal selvfølgelig ikke fyre ham nu.

Lige nu kan Danmark tabe til alle de øvrige treere fra de andre puljer. Og lige nu vil holdet formentlig også gøre det. Morten Olsen har en måned til at revolutionere sit mandskab. For det er lige præcis, hvad der er nødvendigt. Ellers er en EM-billet blot en illusion.