KOMMENTAR

Hvis ret skal være ret, burde dopingrapporten, der kom tirsdag, ikke foregive at omhandle perioden 1998-2015, men nærmere 1998-2005. For det er beklageligvis uhyre småt med afsløringer, der ligger mindre end 10 år tilbage i tiden. Sådan er det, når alle vidner medvirker på frivillig basis og får alle citater til godkendelse - så stoppede alle sjovt nok med at dope sig, lige før forældelsesfristen udløb.

Dermed er selve undersøgelsens format årsagen til, at der ikke har kunnet findes en eneste hændelse, der kan føre til en karantæne, hvilket naturligvis aftvinger spørgsmålet, om formatet kan bruges til andet end at afdække historiske fakta.

Jeg havde håbet, der ville være mere kød på nutidens forhold i cykelsporten. Jeg er sikker på, at der er blevet spurgt, og kræfterne bag undersøgelsen har da også en formodning om, hvordan man omgår reglerne i dag. Men vi kommer ikke for alvor tæt på, fordi der ikke er konsekvenser forbundet ved at udtale sig usandt eller ufuldstændigt.

Det er tankevækkende, at de tre største doping-skandaler i nyere tid - Festina i 1998, Operacion Puerto i 2006 og Lance Armstrong i 2012 - alle var sager, hvor retsinstanser var involveret.Her var der ikke tale om frivillig medvirken og godkendelse af citater, men om helt konkrete trusler, der fik folk til at tale.

Jeg har stor respekt for det arbejde, der er lagt i dopingrapporten, men som Morten Mølholm, direktør i DIF, selv påpegede, er man klar over, at man alt for sent reagerede på mistanken om et betændt miljø. Det er ikke nok at gå efter den positive prøve alene, hvilket de 500 negative test, Lance Armstrong leverede, er synligt bevis på.

Nej, der skal handles, når rygterne opstår - hvilket i cykelsportens henseende var for langt over 15 år siden. Den lektie må ikke glemmes. Jeg har et langt mere optimistisk syn på cykelsporten i dag end for 10 år siden. Uden at jeg vil stemple mig selv som naiv. Selvfølgelig er der snyd, men blodpasset, test uden for konkurrence og den stigmatisering, der følger med en dopingdom, har ændret en del.

Selve kulturen er - i store dele af Europa - også ændret, men det vil til enhver tid være frygten for opdagelse, der er det vigtigste våben. Og her har dopingrapporten afsløret, at selve undersøgelsesmetoden ikke er nok. Der skal anderledes pressionsmidler til, hvis ikke-fysiske beviser skal have en chance for at komme frem.