KOMMENTAR
Træningskampe skal bruges til at få svar på spørgsmål som træner - så lad os derfor se nærmere på, hvad Morten Olsen fik ud af landskampen mod USA. Det var naturligvis glædeligt, at Nicklas Bendtner scorede - oven i købet hattrick. Han var tilmed engageret og virkede glad for at spille, selv om det var en »ubetydelig« træningskamp.
Han fik demonstreret sine kompetencer for både danskere og interesserede tyskere, og nok engang fik han bevist sin afgørende betydning for det danske landshold - hvem skal score målene i hans fravær? Vigtigere var det at se Christian Eriksen præstere godt. Glimtvis javel, ikke fremragende og heller ikke endnu på det niveau, som man kunne håbe på, når man kender ham fra Tottenham, hvor han ofte er kampafgørende. Men han fik markeret sit store overblik og sans for at slå afleveringer, der resulterer i chancer og mål, også på landsholdet.
Det er ikke altid, at kritikken af ham er lige raffineret, og at sammenligne hans indsats på landsholdet og hos Tottenham er direkte unfair. Hans muligheder for at levere afgørende assister er helt og aldeles afhængig af, at der er medspillere, der er villige til at løbe dybt. En sådan spiller har landsholdet fået med Lasse Vibe. Han har gennembrudshidsighed og arbejder stenhårdt, men hans betydning for landsholdet kan ikke overvurderes, ikke fordi han er en ekstraordinær spiller, for det er han ikke, men netop fordi at hans dybe løb leverer betingelsen for, at Christian Eriksen kan være god - også på landsholdet.
Samtidig betyder det, at modstanderne ikke kan stå så højt og således indskrænke tid og rum for vores boldspillere.Med Vibe på holdet må de nu også forholde sig til rummet bag deres bagkæde, og det betyder, at der er mere plads at spille i for eksempelvis Michael Krohn-Dehli, der efterhånden har etableret sig på holdet som en af de mest stabile offensive spillere.
Alt dette er jo meget lykkeligt i sig selv, men alligevel ikke specielt vigtigt for Morten Olsen. Disse spilleres positioner var der nemlig næppe spørgsmålstegn ved. Det har igennem de seneste kampe vist sig at være klart stærkeste offensive formation. Dog er det jo altid godt at blive bekræftet i, at det man tidligere har set stadig holder.
På den centrale midtbane var det ærgerligt, at Pierre-Emile Højbjerg ikke kunne deltage. Ikke alene er han stadig relativt urutineret i landsholdssammenhæng, og han er efter min mening blevet ramt af ros og begejstring, som hans faktiske præstationer på landsholdet lige knap berettiger til. Jeg er alligevel enig i, at han både er nutidens og især fremtidens mand på den centrale midtbane. Ikke desto mindre trænger han til endnu flere kampe for at markere sig yderligere, og ikke mindre væsentligt er det at finde frem til den rette kombination på midtbanen.
Hvem skal spille sammen med ham? I kampe, der skal vindes mod på papiret svagere modstandere, der pakker sig og baserer sit spil på at forsvare sig, slå kontra og score efter dødbolde, mener jeg, at han og William Kvist er et for defensivt par. Endvidere står William Kvist svagt i billedet, selv om han er rutineret og pålidelig, men hans situation helt ude af holdet i Wigan er bekymrende, ligesom han i den seneste tid - med undtagelse af en meget fin indsats i Serbien - har været blandt de svageste på landsholdet. Her kunne det have været godt at få svar på, hvem alternativet skulle være. Jakob Poulsen har gode elementer i sit spil og søger løsninger fremad banen, som vi i den grad trænger til, således alt ikke afhænger af Christians Eriksens momenter.
Men Poulsen har en for høj fejlprocent. Iveren efter at være boldbesiddende og sikker i pasningerne betyder for ofte, at spillet bliver for småt, og at spillerne bringer hinanden i problemer med farlige boldtab til følge. Alt for sjældent vendes spillet med mulighed for gennembrud i modsatte side, men det var forfriskende at se Anders Christiansen træde ind i anden halvleg og netop tilføre spillet denne dimension.
Back-pladserne er sikkert besat af Lars Jacobsen, der var syg, og Nicolai Boilesen, der ikke spillede op til vanlig standard, men det vil ikke bekymre Morten Olsen. Han ved, hvad han har at gøre med her, og nu ved han, at Daniel Wass ikke er stærk nok defensivt i tilfælde af, at Lars Jacobsen er ukampdygtig.
Det er godt at vide.Stephan Andersen har været god for FCK længe, men var usædvanlig usikker med fødderne mod USA, og Kasper Schmeichel vil med stor sandsynlighed være det naturlige førstevalg, når det gælder. Til den tid vil han også være tilbage i kampform ovenpå sin langvarige skade.
Tilbage er kun stopperpositionerne. Her mener jeg, at Morten Olsen har god grund til at være bekymret. Ikke fordi Erik Sviatchenko viste sig endnu for umoden, for han er alligevel langt fra at komme til at spille. Daniel Agger, Andreas Bjelland, Jores Okore, Simon Kjær - og sikkert også nu Mathias Zanka Jørgensen - ligger foran ham i stopper hierarkiet.
Problemet er, at Agger alt for ofte er skadet, til at man kan regne med ham som fast starter, og selv om de to klart bedste stoppere, Agger og Bjelland, skulle være klar samtidig, har vi et problem. Nemlig dét, at den af de to, der spiller til højre, ligger »forkert« i forhold til det opbyggende spil, hvilket decimerer netop det aspekt, der er spidskompetencen hos dem begge.
Okore og Kjær er relativt dårlige med bolden, og det betyder naturligvis, at modstanderne meget let kan fremtvinge en situation, hvor det danske spil iscenesættes af en spiller med ringe kompetencer netop på det område. Det har vi med al uønskelig tydelighed set, når Bjelland og Kjær har spillet sammen. På det felt er Zanka bedre, men han laver stadig for mange fejl i det opbyggende spil og er den dårligste forsvarsspiller blandt mulighederne.
Visse svar blæser altså stadig i vinden, men der vil forhåbentlig være færre efter næste træningskamp i overmorgen mod Frankrig, hvor modstanden i øvrigt også bliver betragteligt hårdere, end den var mod de forholdsvis tamme amerikanere.
Peter Sørensen er BTs Superliga-ekspert og skriver i BT Sporten hver søndag og mandag.
