EM-klumme af Peter Sørensen:

Den måske mest spændende kamp i 1/8-finalerne venter mandag aften mellem Italien og Spanien. Og jeg glæder mig til den kamp. Det er en fantastisk kamp at få allerede nu.

Man kan diskutere, om det er for tidligt, men det er sådan set lige meget. For vi får det bedste defensive hold mod det bedste offensive hold at se. Spanien med den bedste offensiv, Italien med den bedste defensiv. Og at se det over for hinanden bliver spændende.

Kampen er en gentagelse af EM-finalen for fire år siden, men det bliver svært for vinderen at nå finalen. I kvartfinalen venter Tyskland – det er også en helt vild kamp at få så tidligt. Og efter Tyskland venter højst sandsynligt England eller Frankrig. England og Spanien har sjusket lidt i gruppespillet, og det giver de her vilde kampe.

Mange har snakket om en undervurdering af italienerne, men jeg synes ikke, det er overraskende, at de er gået videre. Man har ikke været blæst bagover af begejstring, når man har set dem. Italien er mere en fodboldfaglig, taktisk lækkerbisken, fordi holdet er så velfungerende defensivt. Og fordi de bageste fire fra Italien sammen med træner Antonio Conte har perfektioneret defensiven. Rent håndværksmæssigt er det et mesterstykke.

Italien har stadigvæk spillere fra nogle af de bedste klubber i Italien. De har bare ikke så gode navne offensivt, som vi er vant til at se fra Italien. Et italiensk landshold plejer at råde over noget, der er langt mere spektakulært. Det gør det bare ikke lige nu. Den nuværende generation er ikke sprudlende offensivt. Men derfor er det stadig et godt hold.

Så hvad er det, der er så overraskende? Er italienerne bedre, end hvad man har gjort dem til? Måske. Men det betyder ikke, at de er blevet undervurderet. Ligesom det heller ikke betyder, at de er helt fantastiske, bare fordi de er gået videre. De har bare været i en relativt svag gruppe.

Nu får vi så syn for sagn om, hvor god Italiens defensiv egentlig er, når den kommer til at stå over for det bedste hold offensivt. For det er Spanien, synes jeg. Det, Spanien har vist, har dog heller ikke været sådan, at man er blevet trukket direkte ind i paradis, når man har set holdet spille, men det har alligevel været noget af det mest besnærende, når det har kørt for dem.

Man kan godt diskutere, om Spanien spiller kedeligt. Men hvis spanierne sætter fart på og udfordrer, er det virkeligt velfungerende. Og hvorfor kan det så være kedeligt? Der er meget boldbesiddelse. I første halvleg af den første kamp mod Tjekkiet synes jeg, de var for lidt målsøgende. De truede rummene foran mål for lidt.

Ren boldbesiddelse uden gennembruds-iver kan godt blive lidt kedeligt. Meget har skullet komme fra Andrés Iniesta, som har en større betydning for Spanien, end jeg havde troet.

Eksempelvis har Cesc Fàbregas givet for lidt. Og nu er Iniesta så fantastisk, at man kan sige, at man tager meget ud af holdet, hvis man fjerner ham. Álvaro Morata er kommet i gang, men der er utroligt mange af gennembruddene, pasningerne, oplæggene og ’lige ved og næsten-boldene’, der kommer fra Iniesta. Det er selvfølgelig, fordi han er så fantastisk, men det er også, fordi han er mere end blot en spiller, der spiller de sikre pasninger.

Spanien tabte godt nok til Kroatien i gruppespillet, men var bedst og vinder normalt den kamp otte ud af 10 gange. En væsentlig årsag til nederlaget var det brændte straffespark. Spanierne vil vinde det meste, men chancen mod Spanien er at kunne acceptere ikke at have bolden. Det vil italienerne kunne.

De vil være fuldstændigt ligeglade med, at Spanien vil vinde alle mulige statistikker i forhold til antal succesfulde pasninger og i forhold til boldbesiddelse.

Italienerne vil passe godt på deres mål. De vil stå kompakt og dybt. De vil have spillere inde foran rammen hele tiden med deres tre stoppere. Taktisk vil de være sat op på sådan en måde, at jeg tror, Spanien får problemer med at nedbryde den defensiv. Det er det, der bliver spændende.

Italienerne vil ud fra den solide defensiv forsøge at være effektive på de kontramuligheder, de måtte få. De vil få relativt få chancer, og Spanien vil have bolden mest. Men hvem kommer til at bruge bolden bedst? Hvem kommer til at være mest farlige? Det er helt åbent efter min mening.

Spanien skal se, om man kan få ramt rummet bag de tre stoppere. Italienerne er ligeglade med, om de står dybt, for de er så sikre i deres duelspil inde foran mål. Men når de spiller med tre – fem hvis deres wingbacker står dybt – i bagkæden er der bare ikke særlig meget plads imellem dem. Og der er især ikke meget plads derinde, hvor man skal score mål, for der står de tre stoppere typisk i vejen. Det er netop det, der er så effektivt, når man har fået indarbejdet det så dygtigt, som Italien har.

Jeg kunne godt forestille mig, at det bliver Italien, der trækker det længste strå. Jeg tror på, at defensiven, effektiviteten og kynismen kan slå de offensive superspillere fra Spanien.