KOMMENTAR

Lad os skrue tiden tre en halv måned tilbage. Vi er i den tjekkiske hovedstad, Prag, og Danmark og Sverige skal mødes i semifinalen ved U21-EM.

I optakten til kampen bliver såvel den daværende U21-landstræner, Jess Thorup, som hans spillere naturligvis spurgt, hvad de mener om at møde svenskerne. Svarene er optimistiske, men samtidigt respektfulde. Jeg ved det, for jeg var selv blandt spørgerne.

Bevares, Uffe Bech får sagt ’ønskemodstander’, men det bliver sagt i kontekst med de øvrige mulige modstandere fra mere traditionsrige fodboldnationer som England, Portugal og Italien. Også Thorup får sagt, at han er mere tilfreds med at møde svenskerne, end et klogt spillende italiensk hold.

Men det er sagt med den største respekt for det svenske hold, der har både imponeret og overrasket ved at nå til de sidste fire. Således ordene fra afsenderens side.

Men som det engang imellem er tilfældet, kan afsenderen og modtageren få to vidt forskellige ting ud af et budskab.

Da udmeldingerne når den svenske lejr, er respekten således pist forsvundet. Det eneste, der er tilbage, er danskernes hån af Sverige som ønskemodstander. Alle nuancer er støvsuget væk, og svenskerne har hørt det, de vil.

I et skønt samarbejde bliver de svenske medier og trænerne og lederne i den svenske trup enige om, at det er deres sandhed, der står til troende, og begge parter bruger den danske ’arrogance’ som en rød klud. Under forkerte forudsætninger tænder svenskerne op under sig selv. Kort efter banker Sverige Danmark ud af EM med 4-1.

I disse dage gentager historien sig. Præcis som den var for få måneder tilbage, men denne gang på A-landsholdsniveau og med de to afgørende playoff-kampe til næste års EM som omdrejningspunktet.

Her i Stockholm, hvor jeg og en god kollega befinder os hele ugen, lyder historien, at lodtrækningen til de to playoff-kampe fra dansk side er blevet opfattet som en ren drøm.

’I Danmark jubler de over at møde et svagt svensk hold’, hedder den gennemgående fortælling, som svenskerne fortæller sig selv og hinanden.

Men fortæller de sandheden? Det synes jeg ikke. Jeg har personligt ikke hørt den store konfettisprøjtende jubel. Har vi jublet over den hype, der er i forbindelse med et rivalopgør mod svenskerne? Ja. Har vi været glade for at undgå Ukraine? Ja, vi har. Men har vi skudt med fyrværkeri og drukket champagne ved tanken om, at det er Zlatan Ibrahimovic og co., der er sidste forhindring for en dansk EM-billet? Det har jeg ikke oplevet.

Svenskerne forsøger sig med samme spin-nummer som i sommer. De kryber ned i rollen som underdog, mens de sætter ild til deres spillere ved at fokusere på en dansk arrogance og et ringe rød-hvidt syn på de blå-gule. De fordrejer sandheden, mens de sender presset en tur over Øresundsbroen. Det er godt og klogt lavet.

Er det sympatisk? Ikke voldsomt. Men det var rasende effektivt i sommer. Dengang havde Jess Thorup ikke et modtræk til den motivation og vrede, svenskerne kom med. Det havde de danske spillere heller ikke.

Dengang blev Danmark udmanøvreret. Ikke bare på banen, men i særdeleshed også i optakten til kampen.

Får svenskerne deres spillere og ikke mindst deres publikum til at hoppe med på vognen og ind i fortællingen om en underhund mod en flok arrogante og sejrssikre danskere, kan det blive rigtig hedt på Friends Arena lørdag aften her i den svenske hovedstad.

Det er et element, Morten Olsen skal forberede sine spillere på og ikke må undervurdere. Ellers kan den svenske spin overrumple Danmark. Igen.