KOMMENTAR

Hvor er Pione Sisto? Overraskelsen og forundringen var til at tage og føle på, da startopstillingerne landede til torsdagens topbrag mellem FC Midtjylland og FC København. Både på pressepladserne og blandt publikum på MCH Arena.

Lod man øjnene løbe ned over det, der på Herning-kanten kaldes en ’startelver’ (sagt meget hurtigt), var Pione Sisto ikke til at få øje på. Først blandt udskifterne dukkede FC Midtjyllands bedste og mest talentfulde spiller op.

Sisto var bænket. Ja, simpelthen sat af. Fysisk var han helt i orden og kampklar trods et tæt program de seneste godt og vel to uger. Det ved jeg, han var, og det var indskiftningen ved Vaclav Kadlecs skade allerede i 1. halvleg da også det mest tydelige vidnesbyrd om.

Sisto var altså vraget. Vraget til en altafgørende topkamp, der i sidste ende knuste FC Midtjyllands mulighed for at genvinde mesterskabet.  Og vraget blot en uge efter han brillerede med et fremragende mål på Old Trafford og to uger efter hans brandkamp på hjemmebane mod Manchester United.

Det undrer mig. Jeg har sagt det før og siger det nu igen. Det er et mærkværdigt valg at bænke sin bedste og mest afgørende spiller i en kamp, der gør forskellen mellem potentielt opfyldte målsætninger og et forår i guldkampen på den ene side – og bristede ambitioner og opgør om sekundære placeringer på den anden.

Manden bag valget er Jess Thorup. En træner, der tidligere i sin karriere har taget lignende beslutninger. Vi så det i sommer, da Thorup som U21-landstræner bænkede Viktor Fischer til EM-nøglekampen mod Tyskland, ligesom han valgte at spare holdets altoverskyggende profil, Pierre-Emile Højbjerg, i selvsamme kamp. En uge senere var Fischer i øvrigt bænket igen i semifinalen mod Sverige.

De beslutninger springer i øjnene. Og de springer i øjnene på en anden måde, end de taktisk omdiskuterede valg af Jonas Knudsen frem for Riza Durmisi og Marcos Ureña frem for Vaclav Kadlec, som også løftede øjenbryn henholdsvis i sommer til EM og på Old Trafford i sidste uge.  For der er en linje i de valg op til valget om at skrotte en overrasket Pione Sisto til torsdagens topopgør.

Det oplagte spørgsmål er hvorfor. Hvorfor tager Thorup de kontroversielle valg, der i bedste fald blotter ham for kritik og i værste fald giver bagslag og koster point, sejre og succes? Jeg har et bud – og det handler en smule om magt.

I FCM-sammenhæng har Pione Sisto stjernestatus. Præcis som Fischer og Højbjerg havde det på U21-holdet. Og hvordan gebærder man sig som en besindig, forholdsvis ny træner, overfor den slags, når de typiske mindre magtkampe er under opsejling?

Mange andre trænere ville tage konflikten face-to-face. Vise, hvem der bestemmer ved at sætte spilleren på plads med det, der herhjemme kaldes ’en kammeratlig samtale’.

Men jeg oplever Thorup som en anden type træner. I stedet for at bruge ordet som våben, bruger han sin startopstilling til at vise, hvem der bestemmer. Vil han have en spiller til at rette ind, sætter han ham af. Den tendens er han ved at skabe.

Den slags greb bruges ofte i udlandet, hvor afstanden mellem trænere og spillere typisk er større, end den er herhjemme. Men på Jess Thorups vegne kan jeg være nervøs over, om virkemidlet er en god idé i FC Midtjylland.  Det tror jeg ikke er tilfældet.

Fortsætter Thorup med at tage beslutninger som den, han tog torsdag aften, kan det i sidste ende skabe uro i hans spillertrup. Og det er det sidste, han har brug for netop nu.