KOMMENTAR

»Kammerater, så er den gal igen!« Som en anden Jan Gintberg i en storråbende Tæskeholdet-udgave får jeg næsten lyst til at tage en megafon og brøle ud af det nærmeste vindue.

Men jeg har ingen megafon, så nu nøjes jeg med at bruges disse linjer til at udtrykke den forundring, jeg sidder tilbage med, efter håndboldsporten igen har fået et pinligt hak i tuden.

For det internationale håndboldforbund IHF og præsident Hassan Moustafa har endnu en gang forvoldt skade på deres omdømme og eget produkt.

De fleste var mildest talt overraskede, da det i slutningen af oktober blev meldt ud, at der var vedtaget fem regelændringer, som skulle testes af ved VM i december i Danmark. Fem regler, der ville sætte et tydeligt præg på kampene og spillet - med ændringen af syv mod seks-spillet som en mindre revolution. En ændring, som i min optik vil være potentielt ødelæggende for spillet.

Så jeg klapper i mine hænder over, at IHF har lyttet til de store landes protester over den alvorlige indgriben i selve spillets sjæl og valgt som minimum at udsætte ændringerne til næste sæson. Den tid, den bekymring… Vi kan jo håbe, at beslutningstagerne i IHF når at få ilt til hjernen og tænker konsekvenserne ordentligt igennem, inden regelændringerne - igen - bliver indført.

Men mens jeg klapper over, at ændringerne, der helt simpelt er respektløse overfor det danske kvindelandshold og alle andre VM-deltagere, er blevet annullerede efter to ugers levetid på papiret, kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over, at håndboldsporten igen skal udstilles som et amatøragtigt foretagende.

Først byder man sine medlemmer, at de en måned før VM skal til at forholde sig til nye regler, som ændrer spillet markant. Forestil jer lige det scenarie i andre sportsgrene - man ser det ikke for sig, vel? Så kunne panikken ellers brede sig - hvad jeg ved, den har gjort - hos en lang række nationer, som skulle til at ændre på deres VM-forberedelser og overveje trupsammensætningen af hensyn til mulighederne for et konstant over- eller undertalsspil.

Men efter lidt politisk modspil vælger IHF så at skrotte planerne. Ja, det er helt indiskutabelt godt for VM i Danmark. Men i det store billede skader det sportens troværdighed og seriøsitet. Jeg kan i hvert fald godt forstå, hvis der rundt omkring i idrættens verden bliver kigget mod håndbolden og rullet med øjnene.

Så hermed en opfordring til IHF: I tillod et skandaløst VM for herrer i Qatar i januar - hvad med om I tager jer lidt sammen og lader være med at gøre kvinde-VM i Danmark til en farce? Det ville tjene både jer og sporten bedst.