KOMMENTAR: BT's sportschef, Jacob Staehelin

Du må kun køre VM, hvis du også har kørt DM. Det har været reglen i Danmarks Cykle Union, DCU, siden Jesper Worre var chef. Reglen var møntet på én rytter: Michael Rasmussen.

DCU havde det mere end svært med en mand, der gik lavt under radaren og ikke havde den store lyst til at møde op i Danmark til de nationale mesterskaber, men som gerne ville køre med på VM-ruten, når den ellers passede ham. Så reglen havde et klart - omend uformuleret - formål, og det var at lade Michael Rasmussen vide, at man ganske enkelt ikke stolede på hans præstationer og ville have mulighed for at teste ham umiddelbart før Tour de France, hvor DM er placeret.

Så derfor blev klausulen indført. Forståeligt nok, set i bagklogskabens lys, for der var jo noget om mistanken, har Michael Rasmussen selv fortalt.

Jeg synes, tiden er løbet fra reglen. For reglen var politisk betinget og er i dag i fare for at koste rent sportsligt. Jeg sidder ikke med noget indtryk af, at DCU i dag har mistanker rettet mod visse aktive ryttere og derfor har brug for klausulen. Målet for DCU skal jo altid være, at man stiller med det mest slagkraftige hold til VM. Og så må det være underordnet, om man har kørt DM. Det ville jo svare til, at et dansk hold i Champions League fravalgte de bedste spillere, hvis de ikke havde deltaget i knockout-runderne.

Faktum er, at en række af de bedste danske ryttere kører på udenlandske hold og derfor har store logistiske problemer med at stille op til DM. Astana kommer ikke med en servicebil til Jakob Fuglsang, der i øvrigt kører for sig selv og kan ende med at få læsterlige prygl af danske hold af overskuelig kvalitet. Nederlag skal man altid kunne tåle, men umiddelbart før Touren er det ikke optimalt at skulle bruge så mange kræfter på ren logistik. Og hans tilfælde kan, med tanke på, at det danske islæt på Tinkoff-Saxo nok ikke bliver større med tiden, være fremtiden for langt de fleste udlandsprofessionelle. Det ville da være ærgerligt at fratage dem - og landsholdet - muligheden for en toppræstation, fordi DM ikke er en del af et i forvejen hektisk program.

DM er en smuk størrelse, og DCU har en voldsom udfordring med at holde kvaliteten i vejret, men tiden, hvor det gav mening at vride armen om på rytterne ved hjælp af en potentiel VM-billet, er passeret.