KOMMENTAR

I Sverige betegner iagttagere af landsholdet Erik Hamrén som en taktisk simpel træner. Det var ikke ham, der opfandt den falske 9’er, og går man lidt til ham, kan han bringes i problemer, hvis han skal forklare eller forsvare en taktisk disposition.

Alligevel overrumplede han Morten Olsen lørdag aften i Stockholm, da Sverige fik skabt overtal på overtal centralt på Danmarks banehalvdel og ikke mindst i venstresidens bageste rum. Den meget indadsøgende kantspiller Emil Forsberg, bragte igen og igen Danmark i problemer centralt, hvor en formsvag William Kvist - der også skulle holde et vågent øje med Zlatan Ibrahimovic, som den eneste defensive midtbanespiller - manglede støtte fra Thomas Kahlenberg og i al sin ensomhed blev totalt overmatchet.

I højre side havde Mikael Lustig og Jimmy Durmaz stort held med at finde hullerne bag Riza Durmisi, der ikke fik megen hjælp af Viktor Fischer, men flere gange blev lokket frem i banen for til gengæld at skabe store huller bag og inden om sig.

Tirsdag aften prøver Morten Olsen sig med de spillere, der sluttede kampen af og var med til at sikre det pres, der resulterede i den 1-2-reducering, der giver håb og tro på avancement til EM. Danmark får mindre rutine og større fysik på banen, ligesom gennemsnitsalderen sænkes markant.

Er det en erkendelse af, at startopstillingen fejlede i første møde? Eller er det bare trin to i raketten, der begyndte som en mere rutineret størrelse, der skulle skabe udgangspunktet for den afgørende anden kamp? Man vil givetvis kunne argumentere for begge dele, men bemærkelsesværdigt et det dog, at Danmark på intet tidspunkt i kvalifikationen har stillet med det samme hold, og at der i kun to af de ni kampe har været færre end tre udskiftninger i to på hinanden følgende startopstillinger.

Årsagen har ikke så meget været skader og form, som den har været Morten Olsens manglende held og dygtighed til at finde den rette formation især centralt på banen. Svage præstationer af flere af de spillere, der fik chancen efter at have været ude (Daniel Wass, Jakob Poulsen, Thomas  Kahlenberg og William Kvist i særdeleshed) er en del af forklaringen på, at Morten Olsen har måttet skifte ud, men udsikftningerne i sig selv har også gjort vilkårene for de udtagede dårligere, fordi de naturligvis har savnet de ’automatismer’, landstræneren selv har indført som begreb i fodboldens ordbog. Vi taler altså om en negativ spiral, der har gjort hver eneste startopstilling til et nyt eksperiment.

Det er naturligvis kritisabelt, og tirsdag aften gør han så sit tiende og foreløbig sidste forsøg på at sætte det rigtige hold. Det kan næppe bruges til ret meget, at netop den 10. legion, Legio X, var Julius Cæsars egen og mest succesrige, og spørgsmålet er, om den iver og det talent, der gjorde udslaget, da Yussuf Poulsen, Nicolai Jørgensen og Pierre-Emile Højbjerg blev sat ind til sidst i kampen, også kan noget fra første fløjt.

Forhåbningen ligger i, at svenskerne virkede mest slidte lørdag, og at et fyldt Parken kan gøre den sidste forskel. Ellers bliver Olsens 10. forsøg på at finde sin personlige legion i denne kvalifikationsturnering også hans allersidste. Nogensinde som landstræner.