Kommentar. Jeg husker stadig den martsaften for fire år siden, da Brøndbys daværende formand, Per Bjerregaard, stod i forhallen til Brøndby Stadion og fortalte pressen, at han lige havde fyret træner Kent Nielsen.

Ved siden af Bjerregaard stod såmænd Kent Nielsen og udviste kæmpe format ved ikke at gemme sig i en ellers sur stund. Kent Nielsen forlod Brøndby Stadion via fordøren og med værdigheden i orden på en aften, hvor hans hold havde spillet en flov gang fodbold og tabt – næsten med vilje – til HB Køge for at komme af med træneren. Og Kent Nielsen skulle rejse sig og strække ryggen langt hurtigere end Brøndby. Hvor sidstnævnte nok er under oprejsning, så står Kent Nielsen i dag rank som den dygtige håndværker bag AaB’s sensationelle Superliga-tophold – en position, der blev sikret med 3-2-sejren over FCM lørdag, hvor AaB i perioder spillede hysterisk godt og straffede alle børnefejl i FCM’s defensive organisation.

Jeg synes, Kent Nielsen fortjener al den ros, der går hans vej. AaB er et skønt fodboldhold at kigge på, og det er skabt af alt andet end en bugnende bankbog: Jeg læser en masse ydmygt, hårdt og vedholdende trænerarbejde i AaB-succesen og anerkender samtidig en dygtig hånd på transfermarkedet. At Lukas Spalvis, Kasper Risgård og Rasmus Jönsson skulle blive nogle af sæsonens bedste signinger, hørte jeg ingen melde op i sommer. AaB har været ét stort økonomisk benspænd i forhold til at opnå succes, og alligevel ligger nordjyderne nu nummer ét efter 25. spillerunde i Superligaen. I forhold til at være guldkandidat smed AaB de første outsiderklude, da holdet i 22. spillerunde slog FC Midtjylland med 1-0 hjemme. Men det er ikke urimeligt at sige, at det for de fleste stadig var en mesterkandidat, man betragtede med visse forbehold: Ville AaB vise sig for smalle i bredden, for uprøvede, simpelthen for meget underhund i spillet om det danske mesterskab? Tvivlen er blevet afmonteret de seneste tre kampe, hvor Sønderjyske blev udspillet (men alligevel vandt 3-2), FCK blev besejret, og FCM blev det samme.

Jeg skal ikke have gættet på, om AaB ender som dansk mester, og jeg er også fløjtende ligeglad med, om de selv siger, at de går efter top-1, top-4 eller top-10. Fakta er, at AaB kan blive dansk mester, og det har de nok også regnet ud i AaB efterhånden. Skulle det ende sådan, vil det være en belønning til et modigt hold, som i sin omgang med bolden er det bedste i Danmark lige nu. Men det vil også være billedet på en Superliga, hvor mesterskabet er billigere til salg end normalt, fordi ikke mindst FCK’s elendigheder har været så voldsomme. AaB ligger i dag nummer ét med 46 point – så få point har det førende hold ikke haft siden sæsonen 2002/03, hvor FCK også førte med 46 point. Siden da er det laveste antal point til et tophold efter 25. runde de 50, som AaB havde i mesterskabssæsonen 07/08. Det højeste antal point er FCK’s 64 i 10/11, og gennemsnittet for et tophold i 25. spillerunde siden 02/03 er på 55,2. Det er AaB langt fra. Derfor er jeg også bange for, at dansk fodbold – selv om det var en fest at se FCM-AaB i lørdags – går et sjældent sløjt europæisk efterår i møde. Det generelle topniveau er mere leverpostej end kaviar.