KOMMENTAR
Det er altid underlige energier, der kan komme ud af Danmarks, nej, Skandinaviens største fodboldkamp, det københavnske derby mellem FC København og Brøndby. Det må være al den herlige larm fra tribunerne, der går i hovedet på alle. For eksempel kan man opleve, at den vindende cheftræner med bredt smil og nyvundet selvtillid reflekterer over, om hans mænd mon kan vinde guld denne sæson.
Ligesom man kan opleve, at den tabende træner skal forholde sig til, at alt er malet i mørke farver i regnen af spørgsmål. Denne kamp kan skabe nye, galopperende forventninger og sorte skyer på bare 90 minutter. Jeg tror stadig, man skal et godt stykke væk fra Storkøbenhavn, hvis man til foråret ønsker at opleve en rigtig mesterskabsfest. Jeg tror, man skal en tur til Herning.
FCK vandt ganske vist i aftes med 1-0 over Brøndby, men selv om både FCK og Brøndby har pumpet formuer ind i førsteholdet, er det ikke i disse to største klubber i Danmark, at man oplever hverken den smukkeste eller den bedste fodbold herhjemme.
Jeg skal i hvert fald se mere end en 1-0-sejr i denne hjemmebanekulisse, før jeg har glemt, at FCK også kunne tabe 0-3 på samme bane til Hobro. FCK er måske nok et bulderbasse-hold af løbekugler og kæmpemænd, men det skramler jo også. Det gør det da. FCK er også langt hen ad vejen både fejlafleveringer, misforståelser og teknisk uformåen.
Det eneste, der virkelig argumenterer for et syvmileskridt, er Andreas Cornelius, som søndag spillede sin bedste kamp, siden han vendte tilbage til Superligaen. Han var et Honey Monster i nærkampene, i sine direkte duller i luften og ved jorden og konstant en alt for stor opgave for Brøndbys forsvar, som groft sagt gennem hele anden halvleg bakkede.
Cornelius skræmte sine oppassere og holdt tydeligvis alene med sin tilstedeværelse liv i modstanderens nervøse respekt. FCK har tidligere haft held til at skabe flere spillere med den egenskab.
Men er det nok?
Ligesom jeg er blevet træt af klichéen om, at AGF en dag bliver et stort mesterhold, er jeg træt af idéen om, at FCK er en klub, der altid kommer buldrende efter kriseperioder. Og så må jeg æde, at den sætning en dag i juni 2015 kan komme til at ramme mig som en stor, fed og blinkende boomerang.
Brøndby vinder umuligt mesterskabet. Her tør jeg udstede garantier. Jeg giver vingummibamser til hele Brøndbys trup, hvis jeg fejler her. Det er stadig et ufærdigt projekt. Klubben har nu for sæsonen tre sejre, én uafgjort og fire nederlag i otte kampe. Hvis det skal være tendensen denne sæson, lander Brøndby til foråret på 40 point, og det er sørme da noget, man normalt forbinder med det bageste vognsæt.
Jeg føler mig alligevel overbevist om, at Brøndby - i går med seks spillere fra egen talentafdeling i startopstillingen - har en positiv kultur og absolut den rette træner til at få bygget fundamentet færdigt. Man kan så diskutere holdbarheden i mange af de nyindkøb, der er gjort de seneste sæsoner. Det kan især være svært at se tegningen, når holdet lige har skabt en kvart målchance i en kamp, der måske bliver husket for den mest tandløse Brøndby-offensiv siden Hannes Sigurdsson.
Brøndbys ambitiøse klubejer, Jan Bech Andersen, har vel markant større ambitioner end tre sejre i otte kampe, og det halvvejs dramatiske spørgsmål er selvfølgelig, om han forstår, at fodbold måske nok er et spørgsmål om penge, men at fodbold lykkeligvis aldrig er et hurtigt fiks. Det tager tid at blive dygtige sammen.
Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan følge ham på Twitter her
