KOMMENTAR
Selvfølgelig skulle Mikkel Hansen have været for klog til at få det røde kort. For rutineret. Jeg synes ikke, det var historiens største røde kort, skal jeg lige skynde mig at sige. Et godt dommerpar havde forhindret, at det nogensinde kom dertil.
Men Mikkel Hansen gav dommerne muligheden for at hive det op ad lommen, da han i et halvt sekund lod frustrationerne få frit løb og vristede sig (lidt for voldsomt) fri af en af de mange aggressive bahrainere.
Det erkendte den danske stjerne da også blankt efter kampen. Og det var rart at høre, at han bare tog det ansvar uden så mange dikkedarer eller bortforklaringer. ’Min fejl – videre’ var Hansens holdning til den sag, der nok kommer til at fungere som en lille huskekage for ham i den resterende del af turneringen, hvor det selvfølgelig ikke må gentage sig.
Men Mikkel Hansens røde kort er et meget godt udtryk for hvilken type kamp, opgøret mod Bahrain endte med at blive for landsholdet. For Mikkel Hansen er altså – om nogen – vant til, at modstanderne er helt oppe i fjæset på ham gennem samtlige 60 minutter.
At de slår, provokerer, skubber, spiller svinsk, og hvad man nu ellers bruger af mere eller mindre beskidte tricks på højeste niveau.
Vi kan kalde det en af bivirkningerne ved at være verdens bedste håndboldspiller. Så kigger modstanderne som regel hele værktøjskassen igennem – også de smudsige afkroge – i forsøget på at sætte en stopper for de håndboldmæssige kvaliteter.
Men mod Bahrain blev det alligevel for meget for Hansen, selvom han har været vant til at få den slags behandling i en årrække. Det fortæller en hel del om den enorme aggressivitet, bahrainerne spillede med.
Den bekommer helt generelt ikke danskerne vel. Og det gjorde, at Bahrain kunne være med, selvom der er større forskel på kvaliteten end de 30-26, som måltavlen viste ved slutsignalet. Det så vi også mod ørkenstaten i forbindelse med OL-kval’en sidste år, hvor det var endnu mere tæt end onsdag aften i AccorHotels Arena.
Heldigvis for danskerne spiller de hold, som venter længere fremme i turneringen, når medaljerne skal fordeles, mere efter de klassiske europæiske dyder.
De kampe regner vi jo fortsat med, at Danmark deltager i. Fire sejre ud af fire mulige står der på Gudmundur Gudmundssons bundlinje, og den optimale finalerute udenom Frankrig er kodet ind i den danske gps, efter førstepladsen i gruppen nu er sikret. På den måde går det fuldstændigt efter planen.
Men jeg tror alligevel, at den sidste gruppekamp mod Qatar har større betydning end som så. Selvom den nu er ligegyldig på papiret.
For efter de seneste par kampe, hvor det i perioder har været lidt hakkende, vil danskerne have gavn af at komme ind i knald eller fald-kampene – der begynder på søndag med ottendedelsfinalerne – med den gode fornemmelse, der altid følger i kølvandet på en nogenlunde helstøbt kamp, hvor spillet flyder i størstedelen af tiden.
Samtidig skal landstræner Gudmundsson selvfølgelig tænke på, at nogle af spillerne skal spares, så de kommer ind i VMs afgørende fase med så stort et fysisk overskud som muligt. Det bliver der rigeligt brug for.
Her tænker jeg specielt på Mikkel Hansen, Niklas Landin, brødrene Toft Hansen og den skadede Morten Olsen – og nu muligvis også Lasse Andersson, der måtte udgå af Bahrain-kampen med et overstræk i knæet.
Det er de primære bekymringer, der må præge Gudmundur Gudmundsson før den sidste opgave i gruppespillet.
Hvis islændingen tager ja-hatten på, kan han selvfølgelig glæde sig over, at Mikkel Hansens røde kort gav ham 21 minutter på tilskuerpladserne onsdag aften, hvor han i hvert fald ikke blev overanstrengt...
