Foto: Michelle Hviid

For tiden tænker jeg meget over, hvad der sker, når man melder sig ud af det fællesskab, som vi ikke kan undgå at være en del af.

Når man bare kører sit eget løb og egoismen får lov at vinde.

Jeg har på det seneste tilfældigt mødt mennesker, som af forskellige årsager har meldt sig ud af den hverdag, vi ikke kan undgå at have med hinanden. Jeg har set (og mærket) de konsekvenser, det har på mig, på dem og på omgivelserne.

Jeg har set, hvordan konfliktskyhed kan være en så kortsigtet løsning, at jeg har lyst til at skrige...

Første oplevelse var et barn. Jeg kunne undskylde dén oplevelse med alder, men må så undre mig des mere over, at forældrene ikke greb tydeligere ind og hjalp deres barn til rette.

Vi var et større selskab på stranden, og så er man i et fællesskab, uanset om man vil det eller ej. Men det her barn satte sig imod: ’De andre børn må ikke låne min bold, selvom jeg ikke bruger den selv’, meddelte barnet.

Den slags kræver tydelige forældre, der tør guide deres barn. Forældre som tør sige: ’Det bestemmer du så ikke, for du tager dårlige beslutninger lige nu. Jeg viser dig en klog vej, som min livserfaring har lært mig, og jeg lærer dig at tackle de følelser, du reagerer med.’

Men dette barns forældre var, som så mange andre forældre i dag, bange for at tage en konflikt med deres barn.

Selvfølgelig er det ubehageligt, at tage en ’her-og-nu-konfrontation’ med sit skrigende afkom. Men det er vores forpligtelse som forældre, som leder, som opdrager, som forbillede – at vi tør være uvenner med vores børn.

Michelle Hviid BYLINE

Når forældrene intet siger, men som i denne situation bare købte en ny bold, så tudefrans kunne ruge på sin egen, så er det den gode, gamle, kortsigtede leg: ’Pis-i-bukserne-for-at-få-varmen’.

For ingen kan undgå konflikter, med mindre man er huleboer på en øde, ensom ø. Og konflikter bliver ikke mindre af at blive ignoreret. Tværtimod.

Børn der ikke lærer at håndtere en konflikt, bliver i værste fald sendt ud i verden som nogle afstumpede, små kejsere. Det er synd for de børn, hvis forældre ikke tør tage en konflikt.

Anden oplevelse var en voksen, der mange år efter sin skilsmisse, ikke turde fortælle sit barn, at: ’Mor har fået en kæreste’.

For: ’Barnet bliver så jaloux’.

Nå ... men det er din forældrepligt at lære dit barn, at kærlighed altid er godt. Også selvom det ikke er rettet mod barnets far. Barnet skal under alle omstændigheder lære at tackle sin jalousi. Og dét skal forældrene lære det!

Reagerer barnet sundt på noget usundt? Nej. Reagerer barnet usundt på noget sundt? Ja. Det er en forældreopgave at hjælpe det til at reagere anderledes.

Der er brug for tydelige forældre, som ikke tørrer deres egen usikkerhed af på barnet. Ellers lærer børnene ikke at tackle livet.

Så ender de som voksne, følelsesmæssigt ubegavede individer. Dem har jeg også mødt nogle stykker af på det seneste:

En smuk relation hang efter måneders nærhed, pludselig i en tynd tråd. Jeg sendte en kærlig sms, som helt tydeligt bad om vished. Men fik intet svar.

Jeg blev iskoldt ignoreret i ugevis. Indtil jeg konfronterende kørte ud til modtageren og spurgte, om han ikke havde ignoreret mig længe nok.

»Jeg ignorerer dig for at skabe afstand – for din skyld,« lød svaret.

Men det passer ikke.

Det var ikke for min skyld.

Det er altid uværdigt at ignorere et andet menneske. Det er respektløst og afstumpet.

Fortæl mig, hvordan du har det. Uanset om jeg bliver ked af det. Kik mig ind i øjnene, mens du siger det.

For konflikter kan ikke undgåes, men de kan håndteres.

Jeg fik min oprejsning, da han efter min konfrontation og min: ’Jeg-bryder-mig-ikke-om-at-blive-ignoreret’-svada’ sagde:

»Du er fand’me modig. Tak fordi du dukkede op – respekt.«

Selv som kvinde må man ind i mellem have nosser for to.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook