KOMMENTAR

Mclaren-chef Eric Boullier udråbte tidligt Østrigs Grand Prix som et af sæsonens vigtigste.

- Det er her, vi kommer med en stor, afgørende update, lovede han allerede i Malaysia i marts.

Dengang var McLaren og Kevin Magnussen lige landet efter den optur, andenpladsen i sæsonpremieren i Melbourne gav. Dengang var mistanken, om at 2014-modellen MP4-29 ikke var spor bedre end skod-forgængeren fra 2013, kun lige opstået. Og dengang troede - håbede! - vi alle på, at Østrigs Grand Prix ville blive startskuddet til nye podieplaceringer. Nu er det så alvor. Og Boullier er allerede ved at trække i land.

Nu er den omfattende update-pakke, der tidligere blev opfattet som McLarens mirakelkur, ifølge Boullier ’noget der skal evalueres med henblik på både den korte og den lange bane’. Og der er ifølge McLaren-bossen absolut ikke nogen garanti for, at de nye stumper indsættes i løbet søndag – i første omgang vil de blive afprøvet under træningen. De updates, der for få uger siden gav ’meget lovende resultater i vindtunnellen’, er nu degraderet til noget ’vi håber kan bane vejen for forbedringer’.

De afdæmpede udmeldinger fra McLaren er skræmmende læsning. For de antyder, at Kevin Magnussens debutsæson i Formel 1 er ved at smuldre mellem hænderne på teamet. For hvis de nye updates ikke kommer i aktion i Østrig – hvornår gør de så?

I Silverstone om 14 dage, når sæsonen er halvt overstået? Efter Formel 1-sommerferien i august? Jo længere tid der går, jo tættere kommer McLaren på det tidspunkt, hvor man må koncentrere resurserne på 2015 og det kommende samarbejde med Honda. Til den tid – og det behøver ikke være så forfærdelig langt ude i fremtiden – bliver 2014-sæsonen uofficielt sat på stand-by.

Til en vis grad en naturlig udvikling for McLaren, der med Honda i baghånden er nødt til at fokusere på det store billede. Men decideret dårligt nyt for Kevin Magnussen, der risikerer at stå tilbage med en alt for ’omvendt’ debutsæson i Formel 1: I stedet for at rykke frem i feltet, efterhånden som han opnåede større erfaring, kørte resultaterne kun ned ad bakke efter den sensationelle start i premiere-grandprixet i Australien.

Der vil være masser af gode grunde til den negative udvikling, men i Formel 1 er man nu en gang ikke bedre end sit seneste løb. Derfor er Østrigs Grand Prix i almindelighed og dagens frie træninger i særdeleshed så vigtige for McLaren (og dermed Magnussen).

Det er nu, det afsløres, om den omfattende update fungerer på den korte bane. Eller om den er lige så præget af varm luft, som den nye hovedsponsor McLaren-ledelsen nu har snakket om i syv måneder.