KOMMENTAR

McLaren teamchef Eric Boullier har beskrevet Fernando Alonsos crash i søndags, der kostede spanieren tre dage på hospitalet, som en ’helt almindelig test-ulykke’.

En lidt flot underdrivelse, hvis I spørger mig – helikopter-transport til hospitalet og tre dages indlæggelse er efter min mening ikke ’helt almindelig’.

Baggrunden for ulykken var i hvert fald ikke helt almindelig. Øjenvidner fortæller, at spanieren så ud til at have mistet bevidstheden INDEN bilen ramte barrieren, og da McLaren samtidig brugte mere end 24 timer på at komme med en forklaring, opstod der mange rygter om årsagen:

Et kollapset hjulophæng, giftige dampe fra bilens batteri eller ligefrem et voldsomt stød var blandt de teorier, der blev luftet i timerne efter ulykken.

Da McLaren endelig kom på banen med en forklaring, handlede den om at et pludseligt vindstød havde fået Alonso til at miste herredømmet.

Nu har downforce som bekendt ikke været McLarens stærkeste side det seneste år, men i manges øre lød forklaringen alligevel mærkelig. Specielt fordi Sebastian Vettel kørte igennem svinget, hvor Alonso crashede omtrent samtidig – og betydeligt hurtigere.

Tyskeren fortalte da også efterfølgende, at Alonsos afkørsel virkede 'underlig'. Og han skyndte sig ned i McLaren-pitten for at fortælle om, hvad han havde oplevet ude på banen.

De mystiske omstændighederne omkring ulykken har nu fået det internationale bilsportsforbund FIA til at indlede en officiel undersøgelse. Det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt, for forbundet beskæftiger sig ikke normalt med tests, som man anser for at privat anliggende for de deltagende teams.

Måske var det bare en vind, der sendte Alonso i barrieren. Men rygterne om andre årsager florerer stadig, og jeg er fuld af beundring for Kevin Magnussens mod. Han kaster sig uforfærdet ud i testarbejdet med en fremmed og problematisk bil her på Circuit de Catalunya.

Han har utvivlsomt insider-viden om ulykken, og selv om han måske kan abstrahere fra teorierne om ophængs-brud, giftige dampe og elektriske stød, kan et banalt vindstød åbenbart også resultere i tre dage på hospitalet.

Efter en ’helt almindelig testulykke’…