KOMMENTAR
Det er blevet nye tider i professionel cykelsport.
Den sang hører man ret tit, når der tales med folk i miljøet. Der er øget fokus på ernæring, der skrabes marginale gevinster ind på at fluekneppe materiel, og der er mere fokus på at tilrettelægge træningen korrekt.
Hurra for det. Men så heller ikke mere end at man som udenforstående stadig slår korsets tegn, inden man sætter hånden over flammen og taler om et renere felt uden biokemisk fikumdik. Vi spiser lige brød til og lader tiden give et mere klart og entydigt svar på dét penible spørgsmål.
Sikkert er det dog, at der er skred i udviklingen. Vi skal ikke mange år tilbage, før det kunne tage måneder inde i et kalenderår, før man for alvor fik nogle af de store etapeløbskanoner at se for alvor.
Mest herostratisk berømt er Jan Ullrich. Det tyske Jahrhunderttalent kunne som få kaste sig ud i vellevned, der gjorde badevægten til en større udfordring end Lance Armstrong. Men der var masser af andre ryttere i generationen fra de dopingmartrede 00er, som holdt krudtet tørt hen i april, inden der for alvor kom et startnummer på ryggen.
De nye tider fordrer en anden skarphed. Træningslejre og løb i en præcis dosering. Alberto Contador og Chris Froome leverede et fint eksempel på det, da de i sidste uge duellerede i det spanske etapeløb Ruta del Sol og var væbnet til tænderne med ærgerrighed og kørelyst. De to formodede hovedpersoner i sommerens Tour de France var med afstand bedre end resten af feltet. Men nok så vigtigt var det, at deres respektive holdkammerater på Tinkoff-Saxo og Team Sky også kørte som en stærk og konsistent, kollektiv enhed.
At gøre sæsonen mere resultatorienteret allerede tidligt på året indebærer selvsagt en vis risiko for at brænde sammen. Både mentalt og fysisk. For en rytter som Alberto Contador ligger der et svimlende tungt pensum med både Tour de France og Giro d’Italia forude. Det er en ordentlig mundfuld.
Og langt fra Jan Ullrichs foretrukne kirsebærtærte.
