KOMMENTAR

Reservekører-job står højt på Kevin Magnussens ønskeliste for 2016. At blive reservekører hos Williams ville være optimalt, for her kan han bruge næste sæson til at køre sig i stilling til et fast sæde i 2017, hvor jeg er overbevist om, at enten Valtteri Bottas eller Felipe Massa forlader teamet.

Men hvis det ikke skulle lykkes at blive reservekører hos Williams eller et andet fornuftigt team, betyder det ikke, at alt Formel 1-håb er ude for Kevin Magnussen.  Dét gik op for mig, da jeg i weekenden i São Paulo spiste frokost med Alberto Antonini. Han er en mange-årig kollega, der op til denne sæson tog skridtet til 'den anden side' - fra Formel 1-journalist hos det italienske ugeblad Autosprint til jobbet som pressechef hos Ferrari.

Jeg havde selvfølgelig Kevin Magnussen i baghovedet, da jeg spurgte til Ferraris reservekørerplaner for 2016 - teamets nuværende reservekører, Esteban Gutiérrez, skifter jo til det nye Haas-team.Her kom Antonini med en tankevækkende udtalelse.

»Reservekører-jobbet har mistet meget af sin betydning. Det er ikke noget, der står særligt højt på vores prioritetsliste for næste år.« sagde han.

Hans argument var, at testmulighederne i dag er så begrænsede, at reservekørerne sjældent kommer bag rattet i andet end simulatoren. Dén sang kan Kevin Magnussen synge med på efter 2015. Det blev mere interessant, da Antonini påpegede, at et reservekører-job heller ikke er en garanti for at komme på banen, hvis en af de faste kørere bliver forhindret.

Han kom med et par gode eksempler: Da Felipe Massa i 2009 blev alvorligt skadet i Ungarn, havde Ferrari Luca Badoer som test-og reservekører. For Badoer, der var en loyal Ferrari-reserve i omkring 10 år, var der tale om en kæmpe chance. Men han fik ét løb, hvor han slet ikke nåede at komme op i omdrejninger efter sine mange år på reservebænken - så købte Ferrari Giancarlo Fisichella fri fra Force India og sendte Badoer tilbage på reservebænken.

Noget lignende skete i 2013 hos Lotus. Kimi Räikkönen meldte afbud til sæsonens to sidste løb, og reservekører og GP2-mester Davide Valsecchi varmede op til sin Formel 1-debut. Men ligesom Ferrari med Badoer, konkluderede Lotus-ledelsen, at en kører uden aktuel løbserfaring fra Formel 1 var for stor en risko. De hyrede i stedet finnen Heikki Kovalainen som stand-in for landsmanden Räikkönen.

Hvis Kevin Magnussen ikke får et officielt reservekører-job i Formel 1 2016, vil han være en oplagt kandidat for ethvert team, der pludselig får brug for en stand-in. Derfor skal han huske at få en ' F1-klausul' indføjet i den sportsvogns-eller standardvogns-kontrakt, han eventuelt underskriver for 2016: Hvis der pludselig opstår en Formel 1-chance, skal han være fri til at tage den. Den slags klausuler er helt normale og burde ikke få en fremtidig arbejdsgiver til at stejle. Den understreger jo dybest set kun, at danskeren hører hjemme i kongeklassen.

Så med hensyn til Kevin Magnussen og Formel 1 2016 må plan A være et sæde hos Manor. Plan B er et officielt reservekører-job og Plan C er en sæson som 'Formel 1-freelancer', der er klar til at springe ind i ethvert af de 11 teams.