KOMMENTAR

Der tales dansk mange steder i ørkenstaten Dubai i disse dage, og det skyldes ikke bare, at et utal af blege og solhungrende nordboer er valfartet sydpå på en tiltrængt vinterferie.

Nej, i år er Dubai også et af epicentrene for opstarten af Superligaen. Og hvorfor så det? Jo, det skyldes, at to af ligaens tophold, FC København og FC Midtjylland, har henlagt deres træningslejre til det arabiske byggemekka.

For ja, vi skal til det. Selv om herrernes obligatoriske håndboldslutrunde og vinterens transfervindue blot lige er overstået, banker Superligaen på døren om godt og vel to-en-halv uge. Inden da har FC Midtjylland to europæiske kampe mod en klub ved navn Manchester United. Den første allerede i næste uge.

Og lad os dvæle lidt ved netop de næste uger for FC Midtjylland. For netop forårets indledende periode kommer til at være noget nær altafgørende for midtjydernes sæson. Det var det gennemgående tema, da jeg spenderede søndagen med dem på deres hotel lidt udenfor Dubai.

Årsagen er klar. I løbet af den næste måned har FCM ikke bare prøvet kræfter med Manchester United to gange. De har også været i direkte duel med de to hold, der udgør de største trusler til endnu et dansk mesterskab – FC København og AaB. Begge kampe i øvrigt i Herning.

Får midtjyderne en drømmestart med godkendte præstationer mod Manchester United og sejre i de to topopgør, er døren til guldet med ét sparket ind. Taber Jess Thorups mandskab modsat til FCK og AaB, er mesterskabschancen allerede så godt som forduftet. En mere afgørende start er svær at finde.

Og hvordan står midtjyderne så rustet til opgaven? Ja, mens FC København og AaB kommer ind i foråret med cirka same styrke, som de havde før årsskiftet, er midtjyderne sværere at placere.

Jeg føler ikke, jeg ved, hvor jeg har ’Ulvene’ på samme måde, som eksempelvis for et år siden. Dengang pegede pilen fremad, men nu er det, som når man holder en magnet mod et kompas. Signalerne er forvirrende.

Denne sæson er endnu et skridt mod den titel som en ’langtidsholdbar’ topklub, som er så svær at få, men som de ønsker så meget på Heden. Og jeg glæder mig til at blive klogere. For der er masser at blive klog på.

Træder Jess Thorup for alvor i karakter dette forår? Hvad betyder tabet af Erik Sviatchenko og Morten ’Duncan’ Rasmussen? Kan Pione Sisto finde niveauet fra 2014? Og hvor god er Vaclav Kadlec egentlig?

Jeg kan ikke svare på et eneste af disse spørgsmål lige nu. Til gengæld kan jeg garantere for, at de bliver omdrejningspunkter i FC Midtjyllands forår.

Der er mange klubber, jeg ser frem til at følge i de kommende måneder. FC Midtjylland er i dén grad én af dem.