KOMMENTAR

Det kan være virkeligt skræmmende at stoppe karrieren. Uanset om man er fodboldspiller, roer, håndboldspiller eller som mig, svømmer, skal man lige pludselig finde ud af, hvem man er uden for sporten. Det er en proces, jeg har været og stadig er i gang med.

Jeg har været 'svømmeren Lotte Friis', siden jeg var 16. Det er en identitet, jeg har bygget op gennem hele mit teenageliv og i de mange efterfølgende år. Det er det, jeg har været 24/7. Som svømmer lægger man ikke bare svømmedragten ned i skuffen, når man er kommet op af bassinet, for man tænker hele tiden på, hvordan man kan optimere sin svømning. Man tænker på sig selv som svømmer, og det samme gør omgivelserne.

Et er ens identitet, noget andet er det med pludselig ikke længere at være 'en del af noget større' for nu at bruge en kliché. Altså ikke at være med i hele det fællesskab, det er at træne op til VM eller OL, sådan som man gør sammen med alle de andre.

Svømning er en meget individuel sport, men man kan godt komme til at savne at komme til træning og opleve den glæde ved at være en del af et fællesskab og en sport, som man elsker.

Men hvad så nu? Hvad er mit nye mærkat? Hvad vil jeg med livet? Jeg har været heldig at kunne leve af min sport, men omvendt har jeg ikke taget nogen uddannelse. Jeg kan ikke bare blive advokat-Lotte eller sygeplejerske-Lotte. Det er dejligt ikke at skulle i seng kl. 21.30 eller 22.00, men til gengæld har jeg nu helt frie rammer, som skal udfyldes på en måde, jeg ikke er vant til. Først blev jeg næsten for afslappet om det, og så blev jeg panikslagen og tænkte 'Gud, jeg har jo hverken job eller uddannelse'. Der kunne jeg godt tænke mig at have haft en plan – hvad gør man nu?

Foto: PATRICK B. KRAEMER
Vis mere

Jeg synes, det kunne være fedt at have en, man kunne spørge til råds om, hvordan man tackler livet efter sportskarrieren. Mens man svømmer eller dyrker en anden sport, er der utrolig meget hjælp fra Team Danmark og de forskellige specialforbund, men når man stopper, er man meget overladt til sig selv. Jeg har selv talt med triatleten Rasmus Henning om, hvordan det har været for ham at trappe ned, og selv om det ikke var en lang snak, var det rart at kunne dele sine tanker og sidde over for en, der har prøvet det selv og gjort sig sine egne overvejelser.

Jeg ville meget gerne tale med andre, hvis jeg kunne sparre med nogle, der står i en situation, der ligner den, jeg har stået og stadig står i.

Vi skal tænke over at hjælpe hinanden både i sporten og i samfundet som sådan. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste atlet, der står i en situation, hvor man skal finde en ny identitet, og det er svært. Det er rigtig svært. Elitesport er hverken et job eller en hobby, men en livsstil og en identitet. Det er ikke en karriere, man kan have, til man er 65 år.

Sportsudøvere går tidligere på pension end andre mennesker. Det skal vi være mere opmærksomme på som sportsudøvere og som forbund – og jeg tror såmænd heller ikke, det er noget hr. og fru Danmark tænker over.