KOMMENTAR

Den evige diskussion om Rundetårn og det berømte tordenskrald kan være trættende. Men for ishockey-interesserede er den ganske interessant.

For hvad er det største, landsholdet har præsteret? Og skal der et nyt highlight til for at overleve i et VM, hvor holdet har færre profiler end tidligere?

I mine øjne er Ostrava en livsfarlig turnering, som let kan resultere i nedrykning trods opløftende testkampe mod Schweiz og Tyskland. Det seneste store danske resultat, der rungede på den globale hockeyscene, var sidste års sensationssejr over Tjekkiet.

I 2013 i Stockholm havde Danmark presset den europæiske stormagt ud i straffeslag og tabt, men i Minsk blev rollerne byttet om. Simon Nielsen klarede alle tre tjekkiske straffeslag inklusive Jaromir Jagrs, og Mikkel Bødker blev matchvinder.

Har man som denne signatur i 45 år fulgt det danske landshold, har man i sagens natur oplevet mange lysende øjeblikke. For den sags skyld også mange skrækkelige. Men lad dem hvile et øjeblik.

Jeg har placeret sejren på straffeslag over Tjekkiet i 2014 højt på min top 10. Her figurerer også 6-0 over Slovakiet, 4-1 over Finland og 2-1 over USA i 2010 i Tyskland. Historiens mest sensationelle VM-turnering, som resulterede i en kvartfinale mod Tre Kronor.

I A-VM-debuten i 2003 i Finland er der to resultater, man stadig snakker om. 5-2 i åbningskampen over USA og 2-2 mod de senere verdensmestre fra Canada.

Med stor fryd mindes jeg også 6-1-sejren over Tyskland i B-VM i Odense i 1999. Landsholdets folkelige gennembrud. Desværre gav førstepladsen ikke direkte oprykning dét år, og drømmen bristede i kvalifikationsturneringen i Amiens i Frankrig.

Mirakelredningerne i 2005 i Østrig og 2009 i Schweiz (nekrologen over landsholdet var nærmest skrevet) for slet ikke at tale om oprykningen i 2002 i Ungarn er også blandt de største highlights.

For spillerne i Ungarn, som også har været med i A-gruppen, står oprykningen som det største af alt.

Tilbage til Ostrava: Jeg har svært ved at forstille mig, at vi tager point mod Slovakiet, Finland, Rusland og USA. Nøglekampene er mod Hviderusland, Norge og Slovenien.

Jeg frygter en skæbnekamp en sen mandag aften den 11. maj mod slovenerne med Los Angeles Kings' superstjerne Anze Kopitar, en af VMs største profiler i Ostrava.

Jeg vil gerne være optimist. Men skal Danmark overleve, kræver det et nyt superresultat, som vil gå ind i top 10.