Jeg lider af en form for permanent ulykkelig kærlighed. Indrømmet. Og jeg er netop blevet mindet om det igen. Ikke færre end tre gange inden for samme uge.

Det var egentlig min datter på fire, der fik følelserne frem i første omgang. De gamle følelser fra ’Håbets Alle’ i Århus. Fra dengang i 1990’erne, hvor jeg som ung studerende sprang på cyklen for at drøne ned ad Randersvej, ind gennem midtbyen for at træde mig ud ad Stadion Alle. Forbi Tivoli Friheden og ud til det sted, hvor mænd igen bliver drenge, kvinder til små piger, og hvor håbet altid lever.

Nostalgi og søde tanker om dengang AGF var et storhold væltede frem. Et hold, der fik mit hjerte til at banke. Tøffe, Gunnar Lind og Martin Jørgensen.

’Mor, jeg ønsker mig en hvid fodboldtrøje. Og det skal være med dem, der vinder!’

Sætningen bragte mig straks tilbage til virkeligheden. Som et knips. Håbet lyste ud af øjnene på min datter. Fire år gammel, fuld af liv og stadig helt uvidende om det dilemma, hun med det sidste ønske bragte mig i…. ’Dem, der vinder’.

Senere på dagen kom en kollega ind på kontoret. ’Line, har du set vores indkøb i år?’. Tror sgu, det bliver godt. Nu skal det være!’

Dagen efter tabte AGF årets første kamp. 1-2 hjemme mod Horsens.

Inden fortvivlelsen ramte, var der dog opmuntrende ord på Twitter. ’Ender AGF ikke i top 6, cykler jeg på job til Aarhus, skrev min gode ex-kollega Carsten Werge. Og lad mig da bare tilføje, at Werge ikke bor i Åbyhøj,

Og måske vi er naive. Måske vi har hang til melankoli og modgang. Måske vi bare vil den forbandede ulykkelige kærlighed. Jeg husker knapt, hvornår det gik op for mig, at AGF som storhold nok mere fungerede i datid end nutid. Måske jeg ikke vil huske det.

Da jeg i sommerens sol og varme sydpå fik lejlighed til at tale lidt nærmere med Werge om AGF, måtte jeg derfor høre mere.

’Line, jeg håber sgu, at de igen kan blive et storhold. Inden for  tre år. Det ville være så fedt’

’Men hvorfor er det ikke allerede sket’, lød mit spørgsmål.

’De har fumlet rundt. Der har ikke været nogen kontinuitet, der har været forskellige trænere med forskellige ideer’, replicerede – i mine øjne - Danmarks bedste fodboldkommentator.

Svaret gav mig mod på at undersøge mere. Jeg fik straks fat på mentaltræner Erik Østenkjær, der tidligere har været tilknyttet AGF. Jeg stillede ham samme spørgsmål.

’AGF har grundlæggende ikke en præstationskultur, men en kultur, der drømmer om præstationer. Der tales hele tiden om, hvad der er muligt i stedet for, hvad der skal til. Alle fyldes med, at AGF er noget specielt, at presset er ekstra stort i stedet for at skabe et indre pres i organisationen. Undskyldninger får lov til at leve deres eget liv´.

Og jeg forstår svaret. For jeg tænker også sådan. AGF er noget specielt.

Og måske det er naivt at drømme om storhed og storhold i Århus. Men jeg gør det. Og jeg gør det med glæde. Også selv om det her og nu har bragt mig i et dilemma.

For min datter ønskede sig jo altså den der hvide fodboldtrøje. Valget stod mellem AGF og FC København. Og hvem vinder?

Det blev derfor den hvide trøje fra shoppen på Øster Alle i København. Den nye model. 529 kroner. Bum.

Min datter er trods alt født - og ved at vokse op - i København. Men jeg har i mit stille sind lovet mig selv at købe en ditto hvid – fra Århus – til jul. Med Hummel-vinkler og hele pivtøjet.

For drømmen lever. AGF som storhold igen!