Hold op, hvor jeg savner Niels Christian Holmstrøm!
Jeg havde egentlig glemt ham. Det er trods alt nogle år siden, han forlod posten som sportsdirektør i FC København, og selvom han stadig er en markant profil, må jeg ærligt tilstå, at han ikke har fyldt så meget i min bevidsthed siden dengang, hvor han stod fremme i forreste række. På banen. Ved siden af bænken.
Det var derfor DR Sportens Andreas Kraul, der forleden fik mig til at tænke på Holmstrøm igen. Til at savne ham. Efter mesterskabsfesten i Parken stødte Kraul nemlig ind i den københavnske herre og tweetede følgende: 'Møder Holmstrøm i Parken, mens konfettikanonerne brager til guldfest på banen. ’En almindelig søndag’, lyder det, uden at fortrække en mine.'
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Krauls beskrivelse er sand. For det er sådan, Holmstrøm er. Det er sådan, jeg husker ham. Det er derfor, jeg savner ham. Jeg kan huske, da jeg dækkede fodbold i min tid som sportsjournalist. Profiler som Holmstrøm, Bech og Lynge styrede dansk fodbold fra direktionslokalerne, mens to gange Peter, Møller og Graulund, bankede bolden i kassen på banen. Alle sammen typer, der sagde, hvad de mente og mente, hvad de sagde. Det var aldrig kedeligt at gå på stadion til en kamp med dem. Journalister skulle lige tænke sig en ekstra gang om, inden de fyrede et spørgsmål af. Man skulle være klar på en skarp bemærkning eller hånligt træk på skulderen.
Og ja, de gik da også over stregen. Af og til. Som da Holmstrøm udstillede breddeidrætten herhjemme med sætningen ’Hvem gider se bønder slå koldbøtter.’ Arrogancen var iøjnefaldende, det samme var sarkasmen. Men hold op, hvor var det befriende.
Fodbold er lidenskab. Frustrationer og øjeblikke af lykke. Det er derfor, vi elsker det. Har det i blodet. Det formidlede typer som Holmstrøm og Lynge. Man kunne mærke dem – på godt og ondt. Det savner jeg i moderne fodbold. Den tidligere FCK’er og nuværende sportsdirektør i Randers FC, Michael Gravgaard, har tidligere på året i BT efterlyst større åbenhed i sporten. For at undgå, at det hele sander til i forudsigelighed og pæne fraser. Han sagde blandt andet: 'Vi kan ikke fake os igennem. Det skal være råt for usødet, og som virkeligheden er.' Og hvor er jeg enig. For hvad er problemet? Hvorfor må vi ikke mærke spillerne? Mærke deres vrede, frustration og glæde. Vi forstår dem jo, det er jo det, der er hele pointen. Det er jo sådan vi andre også har det, når vi står på lægterne. Eller sidder foran skærmen derhjemme.
Så ja, jeg ville gerne have mødt Holmstrøm dér på sidelinien sidste søndag. For selvom man kunne slå sig på ham som journalist, gjorde han en forskel. Han turde skille sig ud i en verden, der forekommer mere ensrettet end stræderne i indre København.
Og lad mig derfor bare runde af med et af de utallige fantastiske citater, der er kommet fra Holmstrøm, da han på et tidspunkt var træt af pressen og dens dækning af FC København.
»Jeg er uddannet lærer. Men åbenbart ikke god til pædagogik.«
