KOMMENTAR
Lad mig lige slå to synspunkter fast indledningsvist: Det er en skandale, at VM i håndbold afholdes i ørkenstaten Qatar. Det er en endnu større skandale, at VM i fodbold skal spilles samme sted.
Sådan.
Vi taler her om en nation styret af en enevældig konge, med strikt sharialovgivning og et forkvaklet syn på menneskerettigheder, når det kommer til de omkring 1,5 mio. gæstearbejdere, der sørger for, at de 300.000 indfødte kan opretholde en af verdens højeste levestandarder.
Derudover bruger emiren noget af sin svimlende formue, skabt af olie og naturgas, på at gøre Qatar til en regional storspiller. Blandt andet ved økonomisk at støtte ekstremistiske islamister, der kan undergrave andre landes sikkerhed. Al-Qaeda og visse oprørsgrupper i Syrien får, ifølge amerikanske embedsfolk, økonomisk støtte af kampagnefolk, der har base i landet, og som er kendt af ledelsen i Qatar – der på samme tid huser den største amerikanske militærbase i regionen.
Qatar er med andre ord en dubiøs fætter. Og så har vi slet ikke nævnt alle de påståede bestikkelsessager i forbindelse med VM i fodbold, de mange dræbte gæstearbejdere og det simple vanvid, det er at afholde VM om vinteren, fordi der sjovt nok er for varmt i ørkenen i juli.
Det er her, det danske landshold fra i aften og forhåbentlig 14 dage frem skal opholde sig. Det er her, kronprins Frederik i går landede for at yde sin moralske støtte til håndboldherrerne. Og så er det, jeg siger, at Kronprinsen går balancegang. For selvfølgelig skal han have lov til at støtte landsholdet - jeg synes, det er vidunderligt, at han gør det, men når han frivilligt rejser til et land, der har så mange problematiske sager i bagagen, kan det også tolkes som en accept af landets ageren.
Politik og sport skal ikke mikses, er et populært argument. Jeg tror bare ikke på det. Sportsorganisationer er per definition politiske, og derfor er det også et politisk valg at afholde større arrangementer i Qatar.
Naturligvis er det en vanskelig størrelse at håndtere for Kronprinsen, der ikke må agere politisk. Men i modsætning til landsholdet, som er nødsaget til at tage af sted - med mindre man virkelig vil blande sport og politik ved at boycotte begivenheden - så har kronprins Frederik et valg.
Han kunne være blevet hjemme, men i og med at han tager af sted, vil det klæde ham, hvis han i, tilpas diplomatiske formuleringer, naturligvis, omtaler de forbehold, man med rette må have overfor styret i Qatar.
