KOMMENTAR: Så er der igen blæst og ballade omkring det danske kvindelandshold. Afsættet er denne gang en historie i Ekstra Bladet, hvor avisen mandag på anonyme kilder blandt andet berettede om, at der var ’dårlig kemi’ mellem landstræner Klavs Bruun Jørgensen og spillertruppen.
Jeg var mandag i kontakt med Klavs Bruun, som ikke har den store lyst til at snakke om artiklen, men dog alligevel gerne ville skyde essensen af den ned.
»Jeg kan ikke genkende billedet af, der ikke er tillid mellem mig og spillerne. Det er heller ikke den fornemmelse, jeg har efter det møde, vi har holdt i dag. Hvad vi konkret har talt om, holder vi selvfølgelig internt, men det var et meget fint og konstruktivt møde, og det er det, jeg forholder mig til. Jeg er fortrøstningsfuld, og herfra handler det egentlig bare om at holde skruen i vandet og fortsætte arbejdet,« lyder det fra landstræneren.
Jeg har banket på mine normalt pålidelige vandrør, og som jeg hører det, drejer sagen sig mest af alt om, at der har været en utilfredshed hos nogle spillere over Klavs Bruuns kommentar efter den mislykkede OL-kvalifikation, hvor han efterlyste en bedre form og større fysik hos sine spillere. Det har stødt nogle egoer rundt omkring.
Men det har jeg ærligt talt svært ved at forstå. Også selvom kritikken kom til at lyde lidt bombastisk, fordi alle nuancer ikke nåede med. For landstræneren har jo ret, uanset hvordan vi vender og drejer det. Og det kan umuligt overraske spillerne, at han har den holdning.
Lige siden Klavs Bruun Jørgensen blev ansat, har han igen og igen påpeget, at de danske kvinder skal i en bedre fysisk forfatning og have større muskler og mere power. Danmark halter lige nu efter mange af konkurrenterne, og det er åbenlyst, at hvis det skal ændres på en bare nogenlunde kort bane, så er den fysiske træning et godt sted at starte. Man kan ikke pludselig skabe en verdensstjerne eller store individualister i løbet af et halvt år - men man kan flytte meget med et halvt års målrettet fysisk træning.
Men landstrænerens - forventede - påtale af de fysiske kvaler har altså udløst nogle kritiske pip rundt om i krogene. Og det giver mig lyst til at stille spørgsmålet til jer, kære landsholdskvinder: Hvad er det egentlig, I vil have?
I begik mytteri mod Jan Pytlick, fordi han var for blød og ikke evnede at skære igennem. I savnede styring og en tydelig leder. Nu har I fået en landstræner i skikkelse af Klavs Bruun Jørgensen, som er Jan Pytlicks diametrale modsætning. Som om nogen er tydelig i sin ledelsesstil, kontant og serverer tingene uden at pakke dem ind. Og som samtidig stiller krav om, at der skal komme input fra spillerne, fordi det nu engang er dem, der løber rundt inde på banen og skal afgøre tingene.
Man kunne jo overveje, om de fornærmede spillere skulle kigge indad, slå ’professionalisme’ op i ordbogen og så se at komme videre. Det her er trods alt elitesport og ikke en hyggeklub.
Lad mig understrege, at min oplevelse er, at der har været et fald i antallet af kritiske røster i kulisserne i forhold til Jan Pytlicks regeringstid. Men de er ikke helt forstummet. Hverken på spiller- eller lederniveau.
Før den gør det, kommer kvindelandsholdet ikke videre fra den tristesse, de har befundet sig i i en årrække.
