Med Chris Froomes triste exit fra årets Tour de France får vi aldrig svar på, hvem der ville have trukket sig sejrrigt ud af årtiets duel mellem den forsvarende vinder og Alberto Contador.

Det er altid et trist syn at se en slagen rytter trække sig ud af Tour de France. Når det er den forsvarende vinder, er det ikke bare forstemmende, men også et stort tab. Ikke bare for løbet, men for alle os, der havde set frem til den tre uger lange styrkeprøve, hvor månedlange forberedelser og intensiveret spænding skal udløses.

Tour de France årgang 2014 lignede på forhånd en af de mest spændende udgaver, jeg mindes at have set. Den genrejste Alberto Contadors nyfundne styrke over for manden, som de seneste to sæsoner har kørt sig ind som en ny tids hersker på den internationale cykelscene.

Det hele sluttede, før det var begyndt. På en isnende kold, regntilsølet dag i det nordlige Frankrig. Efter styrt nummer to på dagen for Chris Froome, som var stillet til start med hånden tapet op efter at have i asfalten på 4. etape tirsdag. Smerterne blev for store. Måske også efterveerne af det styrt, som for tre uger siden ramte ham i Criterium Dauphiné.

Bristede illusioner lyste ud af ansigtet på Chris Froome, da han stillede cyklen fra sig for tydeligvis smerteplaget at kravle ind på bagsædet af den ventende Jaguar. Det var billedet af en mand, hvis drøm om at kunne gentage sejren var lagt i ruiner. Det var billeder fra et løb, som allerede fra morgenstunden havde noget ildevarslende over sig, mens regnen silede ned over Ypres. Som en gyserfilm, hvor man bare har at afvente skæbnevioliner og neglebidende spændingskurve.

Med Chris Froome ude af løbet har vi selvsagt mistet en betydende hovedrolleindehaver. Betydningen er ikke til at komme udenom.

Løbet giver og løbet tager. Tour de France og brosten er en nådesløs kombination. I år fik vi et vejrmæssigt inferno i tilgift. Og en konges fald. Storslået dramaturgi som når sportens drejebog udvikler sig til en blanding af tragedie, forfald og triumf mod alle odds.

Showet skal gå videre, ynder vi at sige. Men der vil mangle en bærende eger i det store hjul. Så meget er sikkert.