Kommentar af BTs cykeljournalist Lars B. Jørgensen
Lad os begynde et helt andet sted. I Norge, for eksempel. For når talen falder på et gæve broderfolk kan vi med lethed more os over nordmændenes larmende patriotisme og eksalterede jubel over egne bedrifter.
Vi kan lidt spottende score et billigt grin over tv-kommentatorer, der brøler igennem som var der totalt gennemtræk på øverste etage, når det bliver til en medalje i damehåndbold, i langrend eller for den sags skyld i cykelsport, hvor Norge har få, men virkelig dygtige og stærke ryttere at gøre godt med.
Som dansker er vi bedre end dét. Vi forstår at have proportion og lidt kølig skandinavisk distance på tingene. Ikke sandt?
Tjoh, eller er vi nu så meget bedre end nordmændene, når det kommer til stykket?
Man behøver bare scanne sendefladen og massemedier helt generelt for at få en fornemmelse af, hvordan vi hylder vores egne næsten ud over enhver rimelighed.
Dumpede man som marsboer ned på planeten Danmark ville man hurtigt kunne konstatere følgende:
Danskerne interesserer sig for Caroline Wozniacki, knap så meget for tennis.
Danskerne interesserer sig usandsynligt meget for en pit-parkeret motorkører ved navn Kevin Magnussen, knap så meget for Formel 1.
Og danskerne har voldsomt meget engagement i Bjarne Riis, men knap så meget i cykelsporten generelt.
Som journalist skal man aldrig klage over, at der findes så markante og dygtige personligheder som ovennævnte, der kan drive værket. Vi mediemennesker lever - også - af den bredt funderede og folkelige interesse og medleven.
Når det handler om eksempelvis Bjarne Riis må man bare konstatere, at han igennem mere end 20 år har været en absolut hovedrolleindehaver i fortællingen om dansk cykelsport. Fra den altomklamrende stjernestatus efter Tour de France-triumfen i 1996 med et menneskehav som espalier fra Kastrup Lufthavn til statsminister-hyldest i Tivoli.
I rollen som holdejer har Riis været en mere omdiskuteret størrelse. Dels fordi han først i 2007 indrømmede at have dopet sig som aktiv, dels fordi adskillige af hans stjernenavne gennem årene har peget på chefen som medvidende i biokemisk fusk.
Selv om Riis ikke længere ejer sit livsværk, lever interessen for Tinkoff-Saxo under russisk flag så stærkt som nogensinde. Danskerne jubler med Riis, når det går holdet godt. Og der bliver raset med empatisk indføling, når Riis bliver suspenderet af den excentriske rigmand Oleg Tinkov.
Spørgsmålet er allerede blevet stillet i ugens løb: Er dansk cykelsport i knæ, hvis Bjarne Riis definitivt er fortid på Tinkoff-Saxo? Er det slut med at se danske talenter gå over som professionelle. fordi Tinkoff-Saxo nu er uden manden, som lagt har lagt fundamentet?
"Bjarne Riis er ikke en afgørende faktor for det danske talentarbejde og de kommende år vil der åbne sig andre døre for de danske ryttere," mener talentchef Morten Bennekou fra Danmarks Cykle Union.
Det er en ret sejlivet myte, at danske talenter har brug for Riis og Tinkoff-Saxo for at få en plads i cykelsporten.
Ser man på Tinkoff-Saxos nuværende trup, er det formentlig kun Jesper Hansen, der er sluppet lidt "billigt" med som dansker og på en lærlingekontrakt. Resten af rosset - hvilket vil sige ryttere som Matti Breschel, Chris Anker Sørensen, Michael Mørkøv og Christopher Juul-Jensen - har kvalitet nok til at være blevet professionelle før eller siden. En kommende stjerne som Michael Valgren ville bare være blevet snuppet af Team Sky eller et andet rivaliserende hold, hvis ikke Riis havde gjort sig attraktiv.
Der er altså ikke nogen grund til at stikke nåle i voodoo-dukker med Oleg Tinkov lighed. Eller male en anden form for fanden på væggen, hvis Riis forsvinder ud af cykelsporten.
Det er ikke det samme som at håbe, han forsvinder. Tværtimod. Riis' navn genererer en kolossal interesse. Og den smitter af på alle i den danske cykelverden. Det betyder større eksponering til sporten generelt og der er masser af afledte effekter.
Omvendt "fylder" Riis også meget både i medielandskabet og hos sponsorsegmentet. Det er kendetegnende, at eksempelvis Saxo Bank gennem alle årene har brugt sporten som markedsføringsværktøj ene og alene på grund af Riis. Og altså ikke fordi cykelsporten er kernepunktet.
Det billede vil ændre sig den dag Riis ikke længere har sin faste gang i dansk og international cykelsport. Selvfølgelig vil han efterlade et stort tomrum og intet vil være, som det var engang. Men der vil stadig være et fremtid og et håb. Måske vil vi blive mindet om, at dansk cykelsport historisk set er en af dansk idræts kerneområder.
Der er altså et liv efter Riis. Det behøver man ikke være nordmand for at konstatere.
