KOMMENTAR

KIF Kolding København skal videre til Champions Leagues kvartfinaler - Aalborg skal bare slippe nogenlunde helskindet fra mødet med mægtige Barcelona. Det må være den overordnede konklusion set med danske briller efter tirsdagens lodtrækning til ottendedelsfinalerne i verdens mest prestigefyldte klubturnering.

Vi starter med det mest positive. KIF undgik Rhein-Neckar Löwen, der efter min mening var den værst mulige modstander for DM-vinderne. Op af bowlen i EHFs hovedkvarter i Wien kom i stedet kroatiske Zagreb. Eller HC Prvo plinarsko drustvo Zagreb, som deres mindre mundrette fulde navn lyder - så lad os bare lande på at kalde dem Zagreb.

KIF er favoritter til at gå videre over de to kampe, hvor danskerne tilmed har fordel af hjemmebane i det sidste og afgørende opgør - det er dog essentielt, at Kasper Hvidt & co. får sat en stopper for det aktuelle formdyk, som de befinder sig i, hvis de skal avancere.

Men helt objektivt set rummer KIFs holdkort mere kvalitet end Zagrebs, der godt nok tæller flere kroatiske landsholdsspillere med Zlatko Horvat som det mest iøjnefaldende navn, men erfaringsmæssigt er Zagreb ikke i nærheden af at kunne matche danskerne. Og så har KIF bare højere topniveau på de mest fremtrædende positioner - som eksempelvis hos Hvidt og Bo Spellerberg. Og naturligvis Kim Andersson, hvis svenskeren får bare nogenlunde styr på den  venstre skulder.

Zagreb, der er blevet kroatiske mestre 25 år i træk, har en rigtig stærk hjemmebane, hvor de med opbakning fra 10.000-15.000 tilskuere har besejret både Kiel og Paris SG i gruppespillet, så der er på ingen måde tale om en let størrelse - men jeg fastholder, at favoritværdigheden er på danske hænder, og jeg vil tillade mig at være skuffet, hvis det ikke ender med en KIF-billet til kvartfinalerne.

Det vil jeg til gengæld ikke i forhold til Aalborg Håndbolds duel med Barcelona.

Aalborg havde været chanceløse, uanset hvilket hold de blev parret med fra øverste seedningslag. Nu endte det så med at blive Barcelona, den formentlig vanskeligste opgave af alle, men det er vel egentlig ikke så tosset endda, når nu bjerget på forhånd var uoverstigeligt for nordjyderne. For Barcelona rimer bare på storhed, superstjerner, klasse og historie. Ja, akkurat som i fodboldens verden er der bare noget magisk over den spanske mastodont, og når Jesper Nøddesbo og hans holdkammerater lægger vejen forbi Gigantium i Aalborg vil der være fuldstændig udsolgt, og det skæpper godt i klubkassen og skaber en god portion opmærksomhed.

Kampene er en gentagelse af sidste års ottendedelsfinaler mellem nordjyderne og catalanerne, hvor Barca samlet vandt med 18 mål. Umiddelbart ender vi nok i samme størrelsesorden i denne omgang - alt afhængig af, hvor meget Nikola Karabatic og de øvrige Barcelona-spillere tager sig sammen.

Jamen har Aalborg da slet ingen chancer? Nej. Det har de ikke. Man kan snakke nok så meget, at bolden er rund, alt kan ske i sport - ja, det er helt fint, men jeg tror mere på, at marts byder på 30+ grader i Danmark, end jeg tror på avancement til Aalborg.

Men med tanke på Aalborgs budget og spillermateriale, så er en plads i ottendedelsfinalerne også godkendt.