Bylinefoto af Søren Paaske. Fotograferet torsdag den 24. september 2015.
Bylinefoto af Søren Paaske. Fotograferet torsdag den 24. september 2015. Foto: Emil Hougaard

Kommentar af BTs håndboldkommentator Søren Paaske

Danmarks kvindelandshold kommer ikke til OL i Rio til sommer. Det er den skuffende virkelighed, vi nu skal forholde os til, efter det blev til endnu et nederlag i OL-kval’en lørdag aften, hvor Montenegro viste sig at være for stor en opgave.

Men hånden på hjertet kan den danske fiasko - og ja, det er det helt uimodsigeligt for en håndboldnation som Danmark - jo ikke for alvor chokere. Vi så, hvor det gik hen i sidste uges tvivlsomme EM-kvalifikationskampe mod Rusland, og fredagens syngende rumænske lussing gav en helt klar indikation på, hvilke problemer landsholdet står med lige nu.

Klavs Bruun har siden sin ansættelse talt om, at han vil skabe en vinderkultur på kvindelandsholdet. Nu fristes jeg til at spørge, om man kan skabe en vinderkultur med en flok tabere?

Det vil sikkert provokere nogen, men jeg sporer lige nu mere tabermentalitet og usikkerhed end vinderattitude på dette landshold. Jeg er med på, at der er skader på et par nøglespillere, men det er på ingen måde nok til at forklare de mentale mangler, som vi har set i weekenden.

Flere spillere snakkede inden kampene mod Rumænien og Montenegro om, at modstanderne ’bare skulle smadres’. Jeg er ked af at sige det, kære landsholdsspillere, men I er ikke den type, der smadrer nogen modstandere.

I er derimod den slags, der bliver smadret. Den slags, man slår ud af kurs med relativt simple midler som hård fysik og en potent udstråling. I denne weekend har I lignet forkælede skolepiger, der er blevet sat eftertrykkeligt på plads af en flok velvoksne østeuropæiske kvinder.

Der har ikke været vildskab og dræberinstinkt på banen. Og hold nu op, hvor har jeg savnet det. Den tydeligste ild i øjnene har jeg set hos Klavs Bruun på bænken. Problemet er imidlertid, at den overhovedet ikke smitter af på spillerne.

Gudhjælpemig om jeg ikke undervejs har set store smil på læberne hos spillere både på banen og bænken, selvom de var stort bagud på måltavlen. Jeg så sågar en form for klappeleg på bænken et tidspunkt. Jeg kan ikke få øje på, at det er at tage sig selv seriøst som professionel sportskvinde. Jeg vil hellere se spillere, der banker sig i brystet og brøler så højt, at Tarzan kryber i et musehul.

Og jeg tror egentlig også, det er det, Klavs Bruun vil se. Eller nej, jeg bilder mig ind, at jeg ved det. Det er den stil, han praktiserer og altid har gjort. Både som spiller og træner. Symboliserer det så et mismatch mellem spillernes attitude og den stil, som landstræneren vil indføre? Eller overfortolker jeg bare?

Jeg skal det lade være usagt, men jeg konstaterer, at denne weekend i Aarhus har efterladt dansk kvindehåndbold med et gigantisk oprydningsarbejde.

Landstrænerteamet med Klavs Bruun og Søren Herskind må selvfølgelig også påtage sig ansvaret for den store nedtur. Det siger sig selv.

Har de dygtigt nok sat holdet sammen på den måde, som lige her og nu ville give de bedste resultater? Skulle de have gået på kompromis med deres forsvarsfilosofi og indtaget en mere flad og klassisk 6-0 formation her i OL-kval’en, fordi vigtige forsvarsspillere har manglet på grund af skader? Har de taktiske modtræk siddet lige i skabet - og er de kommet på de rigtige tidspunkter? Og har deres timeout-ageren flyttet tilstrækkeligt på tingene? Nej - også på bænken har det været skuffende, hvad der har været leveret.

Dansk Håndbold Forbund og sportschef Ulrik Wilbek må også se indad. Sådan rigtig grundigt. DHF ville både have et resultamæssigt quick fix og en revolution, da de smed Jan Pytlick ud og ansatte Klavs Bruun som landstræner. Men de to ting er ekstremt svære at kombinere, når man har så kort tid til rådighed, som Bruun har haft.

Og DHF og Wilbek kan ikke have været et sekund i tvivl om, hvilke idéer Klavs Bruun kom med. Og at det var en - tidskrævende - revolution, der blev sat i gang. Set i det lys havde det måske været klogt at melde ud, at håndboldforbundets vurdering var, at det var den eneste måde at få dansk kvindehåndbold tilbage til toppen på. Og at man var bevidst om, at den proces kunne gå ud over resultaterne på kort sigt. Men det gjorde DHF ikke. De forlangte i stedet VM-medaljer og OL-deltagelse.

Og nu står vi her uden nogen af delene. Og samtidig er al den hype, energi og power væk, som kom i kølvandet med ansættelsen af Klavs Bruun.

Nu skal DHF finde ud af, hvad de vil med kvindelandsholdet. Og Klavs Bruun Jørgensen skal finde ud af, om han har energien og dedikationen til at bygge et landshold op mod OL 2020, som nu må være det helt store mål.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook