KOMMENTAR

Den længe ventede ADD-rapport tegner et beskæmmende billede af Bjarne Riis som den store orkestrator og indpisker, når det kom til brugen af doping. Det ligner et definitivt farvel til manden, der satte et dansk baseret tophold på cykelsportens verdenskort.

Det kan vel egentlig siges meget kort; Bjarne Riis vidste besked. Han gjorde intet for at stoppe brugen af doping i sin tid som holdejer. Og han holdt sig heller ikke tilbage, når det kom til at skubbe sine ryttere i den retning, hvor krukken med de forbudte og hyperpotente stoffer befandt sig.

Det er det klare og entydige billede efter en hurtig overflyvning af den længe ventede ADD-rapport, hvor Bjarne Riis fremstår som edderkoppen i spindets midte. Og hvor både læger, sportsdirektører og ryttere er en slags nyttige fjolser, der gør sig til for at tækkes Den store Leder.

En anden og lige så klar konklusion er, at alt i ADD-rapporten falder for forældelsesfristen. Hverken Riis eller andre involverede vil blive retsforfulgt og straffet af sportens instanser. Det har været en temmelig gratis omgang.

Betyder det, at ADD-rapporten er ligegyldig læsning?

Slet ikke. Når indholdet er destilleret, tegner der sig et billede af Bjarne Riis som en mand, der med stor kynisme og løgnen som sin ledsager er villig til at gå hele vejen. Og som hellere end gerne brugte sine ryttere, så længe det ikke kunne falde tilbage på ham selv.

En del af det vidste vi i forvejen. Men billedet står klarere nu.

Vi ved, at Riis nærmest fra sin første dag som leder af det, der skulle blive dansk cykelsports internationale flagskib, satte system i tingene. Ikke som med det franske superhold Festina, den spanske armada fra ONCE og eller überskurk Lance Armstrongs US Postal, måske. Men i en variant, hvor der aldrig var tvivl om, hvad der kunne og skulle gøres. I hvert fald, hvis man var blandt præstationsbærerne på Team CSC-Tiscali og siden Team CSC.

Med sig har Riis haft sportsdirektører som Alex Pedersen (i den tidlige fase) og siden Johnny Weltz, der mest af alt har fungeret som den æsellignende narko-kurer og provins-pusher fra en lejlighed i Luxembourg. Om ikke andet indtil Riis lod Weltz overgå til en rolle som sponsorklovn uden reel indflydelse på den sportslige linie.

Vi ved også, at Riis var vidende om Tyler Hamiltons forbindelse til den spanske heksedoktor Eufemiano Fuentes. Og at Fränk Schlecks indkøb af et »træningsprogram« til godt og vel 50.000 kr. nu officielt er stemplet »ikke sandsynligt«.

Et andet og lige så tydeligt indtryk er, at holdets læger med belgieren Joost de Maseneer har været medvirkende til at dække over og sløre dopingmisbruget. De har ikke stået med kanylen klar og blodposer i ærmet, men de har været fuldt og helt bevidste om langt det meste i de lyssky dopingkorridorer.

Hvad står vi så tilbage med?

Ikke så meget nyt, måske. Men det signalement, der tegnes af især Bjarne Riis er beskæmmende.

Der er ikke meget tilbage af den taktiske talisman, der udviklede Team CSC både økonomisk og sportsligt til en stormagt i professionel cykling.

Om noget fremstår Riis som en dybt anløben lederskikkelse, der også er den første ved håndvasken, så snart problemerne opstår. Hvad enten det er med Bo Hamburger eller siden Ivan Basso, der i 2006 blev fedtet godt og grundigt ind i den spanske Operacion Puerto som storkunde hos en gynækologuddannet specialist i bloddoping.

I dag kan Riis nok tælle sit gyldne håndtryk efter salget af Team Tinkoff-Saxo og Oleg Tinkovs fyring i indeværende forår. Men eftermælet har fået en mere forgræmmet, mere tarvelig og lurvet indpakning end hidtil.

Riis vil - også - blive husket for at have været en af de ledere, cykelsporten egentlig gør sig bedst i at gøre op med. Det være sig spanske Manolo Saiz, den tidligere Ariostea-boss Giancarlo Ferretti, eller US Postals helt igennem ryggesløse kyniker Johan Bruyneel, som i dag er krøbet i både flyver-og skatteskjul i London.

Bjarne Riis vil formentlig stadig kunne mænge sig med ven og Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen, der ofte er gået i brechen for det danske sports-ikon, når det har brændt på. De to vil med velberådet hu kunne formulere skåltale med en inforstået hovedrysten over de danske mediers sensationsliderlige smålighed, mangel på udsyn og fejlagtige take på moderne konkurrenceevne. Om nogen har Lars Seier Christensen været loyaliteten selv og forsvaret Riis mod de glubske medie-ulve, selv om det har været opad bakke undervejs.

Der vil med garanti ved masser af apologeter også i de sociale mediers muddergrøft, der vil tale med selvretfærdig sans om Riis' meritter, de store sejre og den paradoksalt beundringsværdige evne til at bøje regler i tidens toneklang.

Men ikke desto mindre: Det er umuligt ikke at se Riis som en falden og færdig mand i moderne cykelsport. Andre burde følge med ham. Som Astanas Alexandre Vinokourov, BMCs Jim Ochowicz eller Katushas Vjatcheslav Ekimov. Det er bare - i denne sammenhæng - en anden historie. Ikke Riis' historie. Og vores historie.