Jeg har ”feriekuller”.

Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men jeg har det. Ferien markerer et ”før” og et ”efter” i livet – eller rettere kun et ”før”. For jeg skal nå alting før sommerferien. Vores to kattekillinger, der ikke længere er killinger, men halve år gamle Monster Maine Coon-katte, opfører sig som teenagere. Derfor skulle de have egen udgang inden sommerferien, hvor naboerne på skift passer dem.

Jeg har aldrig før installeret en kattelem. Da Esmeralda og Herman er bygget som to middelsvære ponyer, måtte vi finde en størrelse large lem, så de ikke sad som medisterpølse i en hakkemaskine, når de ville klemme sig ud i det fri.

Jeg installerede møjsommeligt kattelemmen i vores hoveddør, og den sidder ikke engang særligt skævt. Min hustru sagde, at jeg godt kunne være stolt, men jeg ved, at når hun siger det, har hun ondt af mig. Kattelemmen udløste en ny udfordring, for den indvendige lås på hoveddøren kunne drejes op, og for de mange langfingre ville det være en smal sag at proppe armen gennem pony-lemmen og lirke døren op.

Nu har vi nye låse på alle døre, men låsesmeden mente, at vi også skulle have det på alle vinduer. Det har vi netop fået.
I weekenden skulle jeg klippe hækken og slå græsset – og male det sidste af træværket på huset. Det hvide (læs: algegrønne) træværk nåede jeg altså ikke. Men jeg studsede græsset og gav hækken en så hurtig overhaling, at Salvador Dali ville have klappet fornøjet af de surrealistiske former.
Jeg kunne godt være stolt, mente min hustru.

Det er ikke det hele. For vi skal til Sri Lanka med børnene. Det kostede en bondegård at få vaccinationerne, og jeg måtte ile hjem efter fyraften for at nå at få dem. Vi snuppede også en koleravaccine, for monsunregnen har skabt voldsomme oversvømmelser i Sri Lanka. I går fik jeg så en advarsel om, at monsunen har udløst det værste udbrud af Dengue-feber i landets historie, så nu skal jeg i Matas og købe B-vitaminer og otte paller myggespray for at holde de skide moskitoer væk.

Før ferien skal udseendet også fintunes, så badebukserne ikke ser ud til at være sprøjtelakeret på kroppen. Jeg er de seneste uger derfor pisket til crossfit efter job for at komme af med maven. Men jeg kan stadig kun komme af med den ved at tage tøj på. Som en ven, der heller ikke har strygebræt, trøstende sagde: ”Hvorfor nøjes med en six pack, når man kan få en øltønde”. Dén grinte vi en del af.

Min hustru siger i øvrigt, at jeg godt kan være stolt af maven.

På arbejdet skal alle løse ender bindes sammen. Mange tror, at vi journalister har det ligesom lærere i ferien. Men vi er roterende piskeris, for nyhederne skriver ikke ligefrem sig selv i agurketiden, og kunderne forventer naturligvis stadig, at BT bimler og er proppet med smækre historier.

Til gengæld er vejene tomme. Skønt for en bilist, men jeg tøffer i S-tog, og DSB har indsat togbusser mellem Svanemøllen og Østerport i ferien. Så jeg føler lige nu, at jeg henslæber mit liv i en togbus, og det har jeg ikke tid til. For alting i livet skal nås før ferien. Der findes ikke noget ”efter”. Derfor tjekker jeg også hyppigt mails på mobilen i ferien, selv om jeg skriver i mine auto-svar, at jeg ikke gør. Tjekkede jeg ikke mails, ville jeg jo opdage, at jeg er lige så undværlig som alle andre, hvilket er en skrækkelig tanke.

Min hustru ville til gengæld sige, at hun var stolt af mig. Hun bruger mest sin mobil som vækkeur og forvilder sig kun sjældent ind i indbakken. Jeg ved godt, at hun har ondt af mig. Det har jeg også lidt selv lige nu. Gudskelov opdager jeg altid, at der findes et ”efter”. Alligevel. Efter sommerferien begynder alting igen.

Heldigvis.