Foto: Sarah Christine Nørgaard

Det er svært at komme uden om prins Henrik i min klumme i dag.

For han er på alles læber med sin beslutning om, at han ikke vil begraves sammen med sin dronning og hustru i parrets fælles gravsted i Roskilde, fordi han ikke har titel af kongegemal. Når man ikke er lige i livet, skal man heller ikke være lige i døden, er hans filosofi.

Prins Henriks beslutning er ulykkelig, forkælet og forkert, skrev jeg i lederen allerede samme dag, som kongehuset over for mig bekræftede den historiske nyhed, som er gået verden rundt.
Prinsens sidste vilje rammer så hårdt i folkesjælen, fordi danskerne synes, at han svigter sin dronning ved at sætte sin person højere end sin pligt og position i kongehuset, og at han svigter sin hustru ved at ville lade hende ligge alene i døden.

Hans kamp for ligestilling i kongehuset bliver dermed et ulykkeligt statement ind i evigheden.
I den forløbne uge interviewede Billed-Bladet og Se & Hør prins Henrik uden for Chateau Cayx, hvor han forklarede, at han ikke gør dronningen til nar, men at dronningen derimod gør ham til nar, fordi hun ikke vil gøre ham til kongegemal.

Vil hun gerne begraves ved siden af ham, må hun gøre ham til kongegemal, lod han forstå. Medielavinen rullede igen, også i BT. Her sagde kommunikationsrådgiver Kresten Schultz Jørgensen, at prinsen aldrig skulle have været i nærheden af en mikrofon – og at det er hoffets ansvar at styre det.

Dertil er der kun stilfærdigt at tilføje, at prinsen trods alt stadig har sin ytringsfrihed og næppe lader sig diktere af nogen kommunikationsafdeling.
Andre har ikke mindst på de sociale medier travlt med at fjerndiagnosticere prinsen og påpege, at han ikke er ved sine fulde fem eller ligefrem dement - og at pressen derfor skal lade være med at citere ham for at beskytte ham.

Dertil er der kun stilfærdigt at tilføje, at pressens rolle ikke er at udstyre andre med diagnoser, som vi ikke dokumenterbart ved, at de har. Jeg tør ikke sige, om prinsen er syg, på anden vis har mistet sin sunde dømmekraft eller ”bare” er en bitter gammel mand, hvis utilfredshed med sin titel endnu en gang slår ud i lys lue.

De presseetiske regler siger, at vi skal vise særlige hensyn til mennesker, der ikke er i stand til at vurdere virkningerne af egne udtalelser. Naturligvis har hoffet på forhånd advaret prins Henrik om, hvilken bølge af reaktioner han ville sætte i gang i Danmark og udlandet med sin beslutning.

Og så længe prinsen ikke lider af en erklæret sygdom, kan hverken hoffet, dronningen eller pressen censurere en prins, der helt åbenlyst følger sine egne spilleregler og altid har gjort det.
Indtil hoffet eller prinsen selv måtte fortælle noget andet, må vi derfor behandle ham som et normalt menneske. Ikke som et almindeligt menneske, for han er kongelig, men som et normalt menneske, der har lov til at ytre sig i offentligheden.

Men situationen er ulykkelig. Det er synd for alle - dronningen, børnene, prinsen selv og kongehuset som sådan.

Argumenterne for og imod kongehuset er ofte penge: At kongehuset er uvurderlig markedsføring af Danmark eller modsat, at kongehuset er for dyrt.

Ingen af argumenterne er vigtige. Afgørende er, at kongehuset er danskernes samlingspunkt; vores fælles forståelsesramme. En valgt præsident vil altid risikere at dele befolkningen, men kongehuset formår at samle danskerne på tværs af politisk skel, tradition og tro.

Kongehuset er i krise i disse dage, men ikke truet som institution. Tværtimod. Et kongehus er aldrig stærkere end befolkningens tillid. Dén tillid vil dronning Margrethe nyde i endnu højere grad efter prinsens ulykkelige beslutning.

Hun står ikke alene. Hun har folket bag sig.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook