Jens Grund, chefredaktør for BTMX
Jens Grund, chefredaktør for BTMX Foto: Ida Marie Odgaard

Fordomme har en skøn egenskab. De gør verden så dejligt nem at forstå. Ingen nuancer, kun sort og hvidt. Vi kan putte alting ned i firkantede kasser, som er galvaniserede imod forstyrrende, ny viden.
Måske netop derfor smitter fordomme i vores oplyste verden mere end nogensinde - som en solid omgang Roskilde-syge. Fordomme om eliten, om udkanten, om sorte, hvide, gule, om kvinder og mænd – om alle andre end os selv.

For verden er mere kompliceret og flydende end nogensinde, og vi har brug for fordomme – eller overdrevne generaliseringer - for at indkredse og rumme den. Det ville være alt sammen være så skønt, hvis det ikke lige var, fordi fordomme rimer på fordømmelse.

Jeg er netop kommet hjem fra en ferie i Sri Lanka. Et skønt land med skønne mennesker, der er både hjælpsomme og søde over for hinanden og over for turister – ups, en positiv fordom, hvis man ellers kan tale om sådanne.

dsad

Til gengæld var de ikke (alle) vilde med kinesere. En dag skulle vi besøge et naturmonument, men vores chauffør advarede os imod at gå til klippetoppen, hvis der var kinesere i nærheden. For der er store hvepseboer, og kineserne kan ikke holde deres mund og råber så højt, at hvepsene angriber, forklarede han nøgternt.

Vi kunne ikke lade være med at smile, for det lød komisk, men da den elskelige mand flere gange havde talt om, at kinesere er så irriterende højrøstede, var vi klar over, at det ikke bare var humor.

Det blev ikke bedre, da vi en dag ankom til et hotel i en by præget af kolonitiden under England. Da vi spurgte, hvornår hotellets restaurant åbnede, var svaret, at vi ikke kunne komme ind uden jakke, skjorte og slips.

01

Vores kufferter rummede ikke antydningen af et slips – bortset fra bagagestrimlen. Men dét var der skam råd for, bedyrede de venlige mennesker. Vi skulle blot møde op i restauranten en halv time før middagen, og så ville de ganske gratis ekvipere os med det nødvendige, så vi kunne få adgang til de hellige haller.

Efter endt ekvipering fik familien en rundvisning på det historiske hotel, med klassisk billardsalon og hele molevitten. Ja, så havde hotellet faktisk endnu et lokale, forklarede manden, der viste rundt med store armbevægelser og drømmen om lige så store drikkepenge: Et rum, hvor kinesiske turister kunne spise, for man måtte forstå, at de støjende gæster naturligvis ikke kunne spise med os andre i restauranten. Om vi ville se dem? Jeg lå underdrejet med maveonde, men min og en belgisk familie fulgte måbende med ind i et rum, hvor kinesiske turister sad på plastikstole ved plastikborde og spiste.

De vinkede og smilede, og så var det, at værten fremsagde de magiske ord:

”I må gerne tage billeder af dem.”

Bylinefoto2011

Belgierne tog forfjamsket et foto af de vinkende kinesere. Min familie stod som rålam i en lyskegle.

Fordomme kan være harmløse og grinagtige, men de kan også være farlige. I tider med globalisering og nærmest global frygt for det fremmede risikerer vi, at fordomme forvandles til fordømmelse og i værste fald forfølgelse. Vi kender godt faren og elsker alligevel at dele hinanden op i stereotypier: Som journalisten Rene Fredensborg, der drog ud for at hente sin filippinske kæreste med hjem, fordi ”danske kvinder er umulige at have med at gøre.”

Man kunne med lige så god ret sige, at danske kvinder er de skønneste og smukkeste og klogeste væsener på jorden. Det ville endda være mere sandt.

Jens Grund
Læs også:

Nej, jeg tror, at ham Fredensborg er en værre spasmager. Han kommer nok slet ikke hjem med en håndfodrende kæreste fra Asien, men med en middelsvær østtysk betonarbejder med tatoveringer tværet ud over arme og bryst.

Selv om det selvfølgelig er en fordom, at en middelsvær østtysk betonarbejder har tatoveringer.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook