Jens Gaardbo
Jens Gaardbo Foto: Bax Lindhardt

Hvis nogen skulle have glemt det, så er vi stadig i Bededagsferien.

Det er endnu nogle af de dage i foråret, hvor en af verdens mindst religiøse befolkninger grådigt bruger en religiøs dag til at forlade arbejdspladsen allerede torsdag ved 14-tiden.

Det hele bliver skudt i gang med et trafikalt helvede på alle større veje og i alle større byer. Folk skal hjem i en fart. Sommerhuset kalder. Vennerne kalder. London kalder. Men først skal man lige forsyne sig med oksemørbrad og pæne mængder sprut i det lokale supermarked, hvor man står i nye køer og bagefter laver parkeringsskader på andres biler uden at sætte en seddel i forruden. Alt dette udspiller sig for øjnene af den milde skaber, der måbende ser til fra det høje.

Selvom Store Bededag ikke er hans opfindelse, så var det ikke lige hvad han havde tænkt sig. Og jeg forstår ham godt. Jeg selv er på grund af mit arbejde ikke specielt fokuseret på om næste dag er en hverdag, en lørdag eller en helligdag, og derfor havner jeg altid uforberedt i det mildest talt ugudelige kaos, der udspiller sig hen over forårets utallige helligdage, et desperat mix af bilernes udstødning og slagsmålene ved køledisken i Brugsen. Vi er et godt stykke vej fra det, der stod i teksten, da Store Bededag blev opfundet, nemlig at man skulle afholde sig fra al ’verdslig forfængelighed’.

BT debat

Og nej, jeg er ikke blevet hellig med årene. Jeg er ovenikøbet stor tilhænger af både mørbrad og sprut. Men hvis meningen med alle disse helligdage i det mindste er at trække vejret lidt dybere, så er det mildest talt ikke lykkes. Trafikken og forbruget eksploderer. Planteskoler og byggemarkedet holder nærmest døgnåbent. Skadestuerne fyldes med skrammede fulderikker og ægtefæller, der har revet totter af hinandens hår.

Alt dette for kristendommen, som de fleste ikke skænker en tanke. Halvdelen af befolkningen tilkendegiver i forskellige undersøgelser, at de ikke tror på noget som helst. En fjerdel har forladt Folkekirken, i København er det op mod halvdelen. Men det forhindrer dem altså ikke i at holde fri på dagen, og de vil uden skrupler ovenikøbet have arbejdsgiveren til at udbetale den fulde dagsløn. Kun Vorherre ved, om de også ville holde fri, hvis de selv skulle betale for det.

Oveni kommer så en stor del af de årlige 45.000 konfirmander, der på Store Bededag skal bekræfte den dåb, deres ikke-religiøse forældre slæbte dem ind til for fjorten år siden. Bagefter er der middag med onkler, tanter og fjerne fætre, der altid ligner Fedtmule. Gennemsnitspris per konfirmation er 29.800 kroner, så man begynder efterhånden at forstå, hvorfor så mange ikke har råd til både at være fritidskristne og samtidig betale det, man skylder i skat.

Tag ikke fejl, jeg er også én af de ikke-troende, der deltager i alt dette. Men i modsætning til de fleste andre mener jeg, at Store Bededag skal flyttes, så den ligger på en søndag. Det har kirkefolk i øvrigt forsøgt at gøre flere gange, men når de skal hen og snakke med fagforeningerne om det, bliver de formentlig mødt af fire stærke mænd med knojern, der beder dem vende om med det samme. En halv nation af ikke-troende har omformuleret en religiøs arbejdsfri dag til en grundlæggende arbejdsmarkedsordning.

For folk vil holde fri og som sagt især, hvis andre betaler for det, og det er der en slags uanstændighed i. Vi bør naturligvis selv betale, hvis vi i den grad føler trang til at holde fri for at bede – og især hvis vi føler trang til at holde fri for ikke at bede. Og hvis vi gør dagen brugerbetalt eller måske flytter den, vil ingen i øvrigt opdage noget, for Danmark er det eneste land i verden, der har den helligdag. Jeg er lige ved at tro, at selv Vorherre i givet fald vil føle en vis lettelse.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook