KOMMENTAR
Tid kan gøre meget. Rigtig meget. Både i en positiv og i en mere negativ forstand. Minder kan gå i glemmebogen eller endda blive forvanskede, ligesom fortrængningens kunst har perfekte trivselsvilkår når tiden går.
Det er i morgen en måned siden, det danske landshold leverede en af de dårligste landskampe i mands minde, da det blev 0-0 i en rædderlig affære i Armenien. Efter kampen var Morten Olsen sønderlemmende i sin kritik, og han bad sine spillere ’tage hjem og se sig selv i spejlet’. Det var forfriskende at se landstræneren så umiddelbar og ærlig.
Da landsholdet i går mødte op til den sidste og afgørende EM-kvalifikationskamp på torsdag i Portugal, var tonen imidlertid en anden. På spørgsmålet om, hvorfor Danmark nu er afhængig af andre resultater og en sejr i den mildt sagt svære udekamp mod Cristiano Ronaldos mandskab, peger fingeren ikke ind mod den rød-hvide brystkasse, men i stedet ud mod Albanien og den flok jurister, der for et par måneder siden besluttede sig for at give sejren i den såkaldte ’dronekamp’ til den overraskende EM-bejler.
Det løber mig koldt ned af ryggen, når skylden for, at Danmarks direkte EM-chance nu ser særdeles tynd ud, gives til en flok europæiske jurister – selv efter to gange 0-0 mod Albanien og Armenien, hvor danskerne ikke var i stand til at skabe chancer og ikke gav alt.
At Danmark nu ligner en deltager i november måneds lotteriagtige playoff-kampe er landsholdets egen skyld. Ikke andres. Det bør selv en dansk landstræner være i stand til at indrømme.
Men sådan er det altså ikke. Desværre, vil jeg sige. For det er et sygdomstegn, når man ikke er i stand til at se virkeligheden i øjnene. Lever man i en verden, hvor det at gribe i egen barm er et fy-ord, er der længere til accepten og det dertilhørende klarsyn.
Selvfølgelig har både marginaler og dommen til fordel for Albanien været en medvirkende faktor for, at Danmark ikke allerede er kvalificeret til det største EM nogensinde. Men det er hverken den hele eller den halve sandhed.
Med en landstræner og et hold, der helst ikke vil se i øjnene, at man ligger som man har redt, kan jeg ikke lade være med at frygte torsdagens kamp mod kvalifikationspuljens bedste mandskab.
Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at håbe, at landstræneren siger én ting udadtil i pressen, mens han udtrykker sig anderledes ærligt, når han taler med spillerne.