KOMMENTAR

Tour de France er som altid tung af tegn og symboler. Man behøver ikke have et særligt blik for dem eller lave opsøgende arbejde. Det er som om løbet i sig selv, sammen med al udenomsværket i lige dele gøgl og geografi, altid er i stand til at levere symbolikken kvit og frit. Der er syrede syner på spil, når man mindst venter det undervejs i et tre uger langt etapeløb.

Alberto Contador fik overrakt en kanariefugl som indledning på sit pressemøde i Utrecht. Sjov og uskyldig gimmick med mulighed for associationer. Gul fugl til den spanske Tourminator, der om nogen kender til at bære den gule førertrøje. En gestus til manden, der har haft finker som hobby. I hvert fald før det blev til skattely i schweiziske Lugano i hilseafstand til den tidligere holdejer Bjarne Riis.

Var der mere i det end som så?

Hvis man er morbid nok, ja bestemt. Kulturhistorisk har kanariefuglen spillet en central rolle i den minedrift, der leverede brændstof til den industrielle revolution. Kanariefuglen var lige dele beskyttende fugleengel og alarmklokke for udsivende gasser i de mørke minegange dybt under jorden. Er Contador kanariefugl eller majestætisk kondor i den konfrontation, vi kan se frem til i de kommende 21 etaper? Jeg hælder personligt mest til det første, men har vænnet mig til at se mirakler udspille sig, når man mindst venter det. Ikke mindst i Tour de France.

Som han sad der, to døgn før startskuddet på Tour de France 2015, virkede Contador langt fra sikker på sin aktuelle formåen. Der er stadig en regning at betale for anstrengelserne i Giro d’Italia i maj. Og selv normalt storskrydende Oleg Tinkov har i sin seneste blog på cyclingnews beklaget sig over, at den 32-årige spanier er mere slidt end sine tre værste konkurrenter fra The Big Four til trods for, at den russiske holdejer i høj grad har et lod med i løbsplanlægningen og den højloftede ambitionsniveau.

»Hvis jeg skulle vælge mellem mine fornemmelser forud for sidste års Tour de France og i år, ville jeg vælge sidste år,« konstaterede Contador nøgternt.

Og ja, Contador kender underspillets kunst bedre end de fleste. Men her er der belæg for sund skepsis.

Med 44 løbsdage i år har Contador både på papiret og i praksis været mest i ilden. At modstå Astana-kollektivet kværnende kraft undervejs til sejren i Giro d’Italia for godt en måned siden, burde gøre det umuligt at lave den historiske Giro-Tour double som landsmand Miguel Indurain formåede det i 1992 og 1993.

Til sammenligning har Chris Froome kun 27 løbsdage i benene forud for den franske rundtur, mens Vincenzo Nibali og Nairo Quintana har hver 36. Det mest skelsættende er dog, at halvdelen af Contadors samlede løbsdage har været kørt under en Giro d’Italia, der bød på vilde udfordringer snart sagt hver dag.

Ikke meget tyder på, at de fire altoverskyggende Tour-favoritter får mulighed for bare at rulle sig i gang frem mod Pyrenæerne og Alperne. Der er masser af minefelter - der var symbolikken igen - allerede i Tourens første uge, når der skal køres balanceakt og sidevind ved de hollandske diger, når rytterne skal igennem flaskehalsen ved muren i Huy på tredje etape eller kysse brosten allerede på løbets fjerdedag.

Og så er der alle de små stikpiller. Presset og pressen. Som da Vincenzo Nibali med slet skjult dagsorden til småfordækte træningstimer i det colombianske højland, stillede spørgsmålstegn ved Nairo Quintanas seks uger lange løbspause på det europæiske kontinent fra Romandiet Rundt til Route du Sud for 14 dage siden.

»Ved at træne hjemme, dræbte jeg to fugle med en sten,« lød svaret fra den 25-årige superklatrer til belgiske Het Nieuwsblad.

Meningen var vist i al sin relative uskyldighed bare at pege på det praktiske i at være tættere på hustruen og den førstefødte. Men der var stærk symbolik i den med fuglene. Uanset om den synger med rent næb eller skræpper ildevarslende og skingert.