KOMMENTAR

McLarens option på Kevin Magnussen er udløbet. Teamchef Ron Dennis har travlt på andre fronter - han skal forsøge at styre Jenson Button og Fernando Alonso - og har ikke tid til at tænke på danskerens fremtid.

Kevin Magnussens danske manager, Dorte Riis, påpeger, at optioner kan forlænges. Men indtil det eventuelt sker, befinder Magnussen sig i et underligt limbo, som ingen havde forudset for bare 12 måneder siden. Dengang var han i gang med en af den moderne Formel 1-histories mest imponerende debutsæsoner, og fremtiden så lys og lovende ud.

Men måske kan der trods alt komme noget godt ud af den nuværende situation. Bruddet med McLaren har længe været på vej, og i min optik vil det kun give klare linjer, hvis Magnussen helt opgiver det tidligere topteam.

Han skal i hvert fald ikke vente på, at Dennis får banket sine 2016-planer og -kørere på plads.

Da McLaren-bossen år sendte Magnussen ud på reservebænken, skete det med en bemærkning om, at hans ' Formel 1-karriere ikke er slut - kun sat på pause.' I dag har Dennis på grund af balladen med Alonso, Button og Honda ikke tid til at bekymre sig om Magnussens fremtid, og det, synes jeg, understreger, at formuleringen om en ' pause' var tom snak. Og at Magnussens Formel 1-fremtid ikke ligger hos McLaren.

Bortset fra de to Manor-sæder, der er øremærket til kørere med langt bedre forbindelser og sponsorer endMagnussen, er der nu kun ét ledigt sæde i Formel 1-feltet 2016. Lotus, der i de kommende uger overtages af Renault, har en plads ved siden af crash-kongen Pastor Maldonado.

Med Maldonado i den ene bil kigger Renault-ledelsen sig om efter en hurtig, moden og stabil kører med moderne Formel 1-erfaring (fra turbo-æraen i 2014-15), gerne med en fortid i Renaults juniorklasser og allerhelst en franskmand.

Magnussen er en af meget få kørere, der kan sætte flueben i alle kasserne på nær den med nationalitet.

Han har erfaring fra en komplet turbo-sæson i 2014, han debuterede i international racing i Formel Renault 2,0, og han vandt Renault World-serien i 2013.

Jeg ved, at der i kulisserne arbejdes ihærdigt på at gøre Magnussen ' lækker' over for den nye Renault-ledelse. Det franske DAMS-team, som han vandt World-serien med, lægger et godt ord ind for danskeren og også flere af McLarens ingeniører roser ham. Danske firmaer er i dialog med teamet om et samarbejde, og Saxo Bank er allerede sponsor for Lotus.

Men konkurrencen er hård.

Jean-Eric Vergne, der sidste år kørte for ToroRosso og i år er simulator-kører for Ferrari, opfylder alle Renaults krav - inklusive dét om det franske pas.

Og så er der dukket en uventet men bestemt ikke ukendt konkurrent op til Kevin Magnussen: Stoffel Vandoorne efterfulgte Magnussen som World-serievinder og er angiveligt også ved at være træt af McLarens personalepolitik.

Han mangler Magnussens Formel 1-løbserfaring, men har til gengæld leveret en fornem GP2-sæson 2015 for ART-teamet. Og rygter antyder, at ART-chef Frederic Vasseur skal stå i spidsen for det nye Renault-team.

Endelig gør Lotus' nuværende tredjekører, Jolyon Palmer, sig forhåbninger om at snuppe pladsen ved siden af Maldonado.

Hans stærkeste argument er sponsoropbakning på angiveligt cirka 100 mio. kr., for han har hverken en ' Renaultfortid' eller Formel 1-løbserfaring.