Benjamin Munk Lund, sportschef på BT
Benjamin Munk Lund, sportschef på BT Foto: Liselotte Sabroe

Man må stadig have den største respekt for de mennesker, der i sommeren 2014 var involveret i, at Nicklas Bendtner fik en chance i den tyske bundesligaklub Wolfsburg.

En treårig kontrakt med en stadig rigtig pæn løn var en flot mulighed på en flot adresse til en spiller, der i lang tid ikke havde præsteret på et niveau, der tilsagde, at Bendtner igen skulle have en mulighed i en potentiel topklub i en af Europas største ligaer.

Men den fik han på godt kulissearbejde.

Og jeg kan ikke afvise selv at have haft tanken en overgang, at det måske kunne blive godt. Det byggede jeg vel på nogle tanker, om at Bendtner også bliver ældre, og at livet i en mindre tysk by og i en tysk fodboldkultur måske kunne tilbyde så tilpas meget mindre farverige og mere faste rammer om fodboldlivet, at det kunne hjælpe Bendtner videre.

Det blev som bekendt en hysterisk fejlslutning at tro.

Det, jeg helt sikkert husker, er også, at fodboldkyndige folk med Morten Olsen i spidsen kaldte det for Bendtners sidste chance.

»Den mulighed har han fået nu, og den må han simpelthen ikke smide væk, fordi jeg tror ikke, at der kommer flere muligheder. Det her er chancen,« sagde Morten Olsen.

Nicklas Bendtner har smidt det væk.

Kulminationen leverede han tirsdag morgen ved at komme 45 minutter for sent til træning, hvilket onsdag fik klubben til at dømme selvtræning resten af sæsonen, hvorefter man vil prøve at komme af med ham.

Men det bliver formentlig til en pris omkring nul kroner. Bendtner har det sidste halvandet år gjort så mange nye, store indhug i sin markedsværdi som fodboldspiller, at han for Wolfsburg i dag ikke repræsenterer en værdi. Han repræsenterer kun et problem.

Nicklas Bendtner kan forvalte sin karriere, som han vil. Vi kan ikke tillade os at blive vrede, skuffede eller forargede over måden, han gør det på. Det er blevet så almindeligt og så permanent en tilstand, at Bendtner ikke slår til, at det ikke er rimeligt at gøre det til en større ting end som så.

Bendtner er for mig blevet historien om en fodboldspiller, der stadig potentielt er Danmarks bedste på sin position og også en spiller med international klasse. Men han er også bare billedet på en spiller, der hele tiden falder uden for de rammer, der omgiver et professionelt fodboldliv.

Det er meget muligt, at rammerne er skøre, men de er nu engang, som de er, og dygtigere er Bendtner heller ikke, end at det selvfølgelig også er et parameter for ham for at nå toppen, at han kan navigere inden for dem.

Wolfsburgs straf til Bendtner onsdag var reelt et farvel til flere Bundesligakamp i denne omgang, og det er dermed formentlig også et farvel til landskampe på denne side af sommerferien. Bendtner fik i sidste uge lov at formulere sit eget fravær fra Hareides første landshold som »et afbud.« Det var venligt af landstræneren, men også elegant kommunikation af en historie, der ellers var blevet udlagt som alt fra vragning til slagtning.

Bendtner har med sin soven over sig i Wolfsburg slagtet (endnu) et halvt år af sin egen karriere. Jeg stødte i løbet af dagen i dag på synspunktet, at Bendtner skulle have begået sin forsinkelse med vilje for at fremprovokere en fyring.

Jeg tillægger Bendtner større begavelse end dette og formoder, at han - eller nogle folk omkring ham - ved, at hans omdømme ikke tåler gambling af den karakter.

Og jeg hører nu spørgsmålet, om Bendtner nu skal til FCK, helt logisk bygge sig op igen.

Jeg forstår godt tanken, men jeg forstår ikke, hvis FCK vil indlede sig på en kontrakt med Bendtner.

FCK behøver ikke invitere al den uro ind i en trup, der dygtigt i årevis netop ikke har været præget af andet end ro, voksenhed og professionalisme. Ja, så skulle det da alene være af den grund, at Solbakken ikke kan dy sig for udfordringen at bevise, at han kan, hvad hverken Wenger, Conte eller Hecking kunne.

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook