Peter Sørensen bliver BTs nye Superligaekspert og er klar til at levere landets skarpeste analyser.

Endelig er vi i gang igen. Forårets første Superligakamp er allerede spillet, og på BT betyder det, at vi har givet vores dækning af den hjemlige liga en ordentlig overhaling.

Så mød vores nye Superligaekspert. Navnet er Peter Sørensen, og yderligere præsentation er vel overflødig. Han er ikke nødvendigvis vellidt af alle - og hurra for det. Vellidt er også lidt ufarligt, hvilket ligger umådeligt langt fra der, hvor BT vil være. Peter Sørensen er faglig kompetent, uhyre velskrivende og med en skarp analytisk sans. Og derfor er han vores logiske ekspert.

»Det spændende ved opgaven er, at jeg får muligheden for at komme et skridt dybere. Jeg vil bruge mine klummer til at forklare det, der sker på banen og nogle gange også uden for banen. Og jeg vil gøre det sagligt og fagligt,« siger Peter Sørensen.

»Jeg har nogle stærke værdier som træner, hvor jeg tager ansvar. Det samme gælder, når jeg skriver. Jeg mener det, jeg skriver, og jeg skriver det, jeg mener. Længere er den ikke. Jeg er ikke en hensynsløs kyniker, men jeg er heller ikke bange for at stå ved mine holdninger. Men jeg tænker mig om. Og det ser jeg frem til at gøre i BT,« siger Peter Sørensen.

Du vil få Peter Sørensens klummer i søndagsudgaven af BT, hvor han vil beskæftige sig med de tendenser, der er mest interessante - glæd dig til den første i morgen, hvor alle 12 hold kommer under lup. Og hvor der bliver peget på en guldvinder og to nedrykkere. Så er vi da i gang! Jeg vil også gerne allerede nu forberede kommende læsere på, at der skal sættes mere end fem minutter af til den første klumme. Manden har noget på hjerte, og det vil vi gerne honorere med spalteplads.

Om mandagen kan du så læse analysen af de første fem kampe i runden, fordi vi på BT ønsker at være stedet, hvor du får den største indsigt. Det bliver samtidig startskuddet til at tage Superligaen under endnu mere grundig behandling - hver eneste dag. Vi ved, der følger krav med, når man er Danmarks Sportsavis. At man konstant gør sig umage.

Det er ikke kun Peter Sørensen, der er ny i vores Superligadækning. Vi skruer op for holdninger og analyser, sættere yderligere fokus på de største dramaer og giver dig det kontante overblik med karakterer til alle spillere.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til et nyt univers med holdninger, analyser og skarpe nyheder.