KOMMENTAR
Det er blevet sådan, at kun det allerbedste er godt nok, når det gælder Danmarks herrelandshold. Mere kræver mere. Alt det der. Det er fortællingen om Mikkel Hansen og co., der har været i fire ud af fem finaler siden VM 2011. Og det fremtvinger naturligvis kæmpe store forventninger. Og respekt i øvrigt.
Også selvom der før VM i Qatar er en række spørgsmålstegn og usikkerhedsmomenter omkring danskerne, som efter min mening gør deres guldkandidatur svagere, end det eksempelvis var før sidste års EM.
Jeg fornemmer, når jeg taler med spillerne på holdet, at de selvfølgelig tror på, at det første danske VM-guld nogensinde kan komme i år i ørkenstaten, der udgør de lidt specielle rammer for en håndboldslutrunde. Men jeg bemærker også, at budskabet ikke afleveres så overbevisende, som det tidligere er blevet.
Og jeg forstår det egentlig godt.
En del af forklaringen på, at der er sat lyddæmper på guldretorikken, kan være de to brutale nederlag i de seneste to finaler mod Spanien og Frankrig. Den mulighed luftede anfører Niklas Landin i hvert fald for mig, da vi talte sammen under et pressemøde før VM.
Men den største forklaring må være, at spillerne selv er lidt usikre på, hvor stærkt holdet egentlig er. Træningskampene har, selvom man altid skal passe på med at gøre dem til rettesnor for alt for meget, demonstreret, at bundniveauet i det danske forsvar er bekymrende lavt. Der er stadig en del at arbejde på i forhold til den interne forståelse i det 6-0-forsvar, som Gudmundsson er i gang med at implementere, hvor backerne støder markant højere op, end danskerne har været vant til at gøre det.
Jeg er skeptisk i forhold til, hvordan Danmarks defensiv vil klare sig mod de andre medaljefavoritter - specielt Frankrig, Spanien og Kroatien - som har rigtig stærke individualister, der kan gøre ondt på danskernes defensiv i mand-mand-spillet. Det er med afstand her, den største udfordring ligger for landsholdet.
Det er også værd at hæfte sig ved, at mange danske spillere ikke kommer med en bugnende selvtillidskonto efter en halvsæson, hvor flere spillere ikke har ramt deres topniveau. Henrik Møllgaard, Mads Mensah Larsen, Mads Christiansen for nu bare at nævne nogle enkelte. Samtidig er der spørgsmålstegn ved Kasper Søndergaard, Bo Spellerberg og Jesper Nøddesbo på grund af fysiske skavanker.
Men når alt dette er sagt, rummer landsholdet dog så meget kvalitet, at det skal nå i den semifinale, der er den officielle målsætning. Og hvis alt flasker sig, og Mikkel Hansen og Niklas Landin rammer topformen i de afgørende kampe, kan det også nå helt til tops. Min pointe er bare, at det lige nu ser lidt vanskeligt ud, fordi der er en del ukendte faktorer omkring det danske hold. Jeg lander på, at en medalje i min bog vil være et godkendt udbytte med den situation, der er i øjeblikket på det danske hold.
Et kig rundt i det klassiske favoritfelt viser, at Frankrig er den klart største bejler til VM-guldet. Man har i de seneste år talt om de ’fire store’ i international herrehåndbold, og det er udover franskmændene en kvartet, der udgøres af Danmark, Spanien og Kroatien.
De fire mandskaber har siddet tungt på medaljekampene i den seneste årrække og fordelt guldet mellem sig i 11 af de seneste 12 slutrunder. Og alt tyder på, at det også bliver tilfældet ved dette VM, hvor de fire mandskaber er storfavoritter til at nå semifinalerne.
Som jeg ser det, er Frankrig det eneste hold, der ikke er svækket i forhold til sidste års EM i Danmark, hvor holdet var modstanderne overlegne og vandt guldet efter en udklassering af danskerne i finalen. Skader, afbud eller formdyk har svækket de tre øvrige nationer til guldkampen i Qatar.
Apropos netop værtslandet Qatar, kan oliestaten blive en dark horse ved VM. A hva’ siger han? Qatar? Det håndboldmæssige u-land, som Danmark slog 41-27 på en sløj dag ved seneste VM?
Jeps. Det er lige præcis dem, jeg taler om. Forklaringen er, at værterne har gravet i kassen med olie-millioner og sikret sig et nogenlunde potent købehold bestående af en lang række nationaliteter, og på bænken har man trænerlegenden Valero Rivera, som stod i spidsen for Spanien, da holdet vandt VM for to år siden. Og som i øvrigt har vundet blandt andet Champions League seks gange med Barcelona. Altså en mand, der har bevist, at han kan levere resultater.
Han blev landstræner for Qatar kort efter, han havde sikret Spanien VM-guld, og dermed har han haft god tid til at sætte sit kompetente aftryk på holdet. Under Golden League for et år siden vandt Qatar over Norge og spillede uafgjort mod Danmark, og selvom det var træningskampe, er det dog et vidnesbyrd om en vis kvalitet.
Siden er flere profiler blevet købt ind - blandt andre Barcelona-målmanden Danijel Saric - og spilkonceptet forfinet. Sammenholdt med det faktum, at en værtsnation som regel får god medvind på fra dommerne under en slutrunde, er Qatar mit bedste bud på en VM-overraskelse.
Jeg håber også på at blive overrasket i en anden sammenhæng. Nemlig at vi får et VM, der bliver afviklet på positiv og klædelig facon, som stiller håndboldsporten i et godt lys. Jeg kan have min tvivl, men det er der brug for.
Siden sommeren har VM været præget af en skandaløs optakt, som begyndte, da IHF, det internationale håndboldforbund, fratog Australien sin VM-billet for så at give den til Tyskland, der havde misset kvalifikationen. I efteråret kunne tyske ARD afsløre, at Tyskland var sikre på en VM-billet, inden holdet spillede kval-kampe mod Polen i foråret, hvor tyskerne altså endte med at tabe.
Forklaringen fra den udskældte IHF-præsident Hassan Moustafa var noget i retningen af, at ’Tyskland er verdens største håndboldnation, og derfor er der brug for tyskerne ved VM’. Udover at kaste et pinligt lys over hele håndboldsporten, smadrer det synspunkt og de efterfølgende handlinger fra IHF jo konkurrenceelementet i sporten.
Jeg ved, at der hos danske håndboldpolitikere er frygt for, at netop den manøvre kan blive dråben, der får bægeret til at flyde over for den internationale olympiske komite, IOC, der hele tiden kigger på udvalget af OL-sportsgrene, og her er det ingen hemmelighed, at håndbold har været under kritisk lup tidligere.
Så håndbolden har brug for at give sig selv og omverdenen en god slutrunde, der kan rette nogle af de buler ud, som IHF har givet sporten.
