KLUMME

Man skal ikke blande pærer og æbler. Måske heller ikke fodboldspillere og cykelryttere. Det er to forskellige verdener med hver sine problemstillinger at slås med. Fodboldens åbenlyse problemer med (selv)disciplin og dommermanipulation kan ikke sidestilles direkte med det syndefald af skandalesager, som har hærget cykelsporten siden Festina-skandalen i 1998.

Men når vi nu har VM-slutrunden så tæt på og et Tour de France, som netop er skudt i gang, er det nærliggende alligevel at stille skarpt på et par af nøglefigurerne, om ikke andet.

Lad os tage en mand som Luis Suárez og så den forsvarende Tour-vinder Chris Froome. Suárez valgte at forlade VM-slutrunden i Brasilien tyst som et spøgelse. Og med en blanding af brændemærkning og martyrglorie efter endnu en gang at have ladet bævergebisset flyve frit, selv om en udtømmende forklaring havde været på sin plads.

Det ville have været befriende, hvis Suárez i det mindste havde forsøgt at give et interview, hvor han forklarede eller forsvarede sin handling. Som en gestus både over for sin arbejdsgiver i Liverpool og fodboldens verdenspublikum, om ikke andet.

Men foreløbig har Suárez – bortset fra et enkelt pip på Twitter – været tavs.

Og det er i det hele taget ikke i fodbold­ens verden, man for alvor sætter sig selv og spillets moralske tilstand til debat.

I cykelsport har man i mange år talt om tavshedens lov. Den såkaldte omerta, hvor man dækker over hinanden og ikke taler om fy-fy stoffer og doping. Den lovmæssighed eksisterer stadig i et vist omfang. Men i de år – 15 af slagsen – jeg har haft med cykelsport at gøre, er der sket et skred. Mod en større åbenhed og – forhåbentlig – mod en renere sport. Selv om der er langt til mål og ingen realistisk garanti for, at kampen mod doping kan vindes.

Når man har vundet verdens vigtigste og mest hysterisk mediebevågede cykelløb, følger mistanken naturligt med. Ingen ved det bedre end Chris Froome, som langt hen ad vejen er ret imødekommende efter de standarder, man nu kan måle en topidrætsmand på. Team Sky-kaptajnen har haft sit at slås med. En sag for brug af et astmamiddel under et fransk etapeløb for nylig har givet skeptikerne skyts i rigelige mængder, fordi Froome i hast også fik flikket en dispensation sammen med hjælp fra Den Internationale Cykle Union.

Målt på den etiske guldvægt er det ikke i orden. Men der er stadig uendeligt langt til den praksis, en superskurk som Lance Armstrong førte folkemasserne bag lyset med. Og hvis man skal diskutere Chris Froomes brug af en inhalator, er det så nu, vi også begynder at problematisere de 40 indsprøjtninger med binyrebarkhormon, som eksempelvis har holdt Bayern München-stjernen Franck Ribéry på benene i store dele af sæsonen?

Chris Froome har forsøgt at svare åbent på de mange spørgsmål, der følger med at være i hans position. Men selv når den kenyansk fødte brite sætter sig ned i et tre timer langt og intenst kulegravende interview med korsfareren og journalisten Paul Kimmage, bliver det brugt imod ham. Så er det udspekuleret spin og lumpen strategi. Det er ikke nemt at bryde tavsheden, kan man vel bare konstatere.